Din pensionsformue gøres op én gang, når du skal have efterløn eller tidlig pension.

Fald i pensionsformue øger ikke tidlig pension og efterløn

Fald i pensionsformue betyder intet for udbetaling fra tidlig pension. Mange på efterløn og fleksydelse får heller ikke flere penge, selv om værdien af deres pensionsopsparing er skrumpet i fjor på grund af kursfald.

Senest opdateret: mandag 6. november 2023

En lang række folkepensionister modtager mere i pensionstillæg i år. Det skyldes, at udbetalinger fra deres arbejdsmarkedspension eller private pensionsordning er faldet.

Det samme er sket for førtidspensionister. Hvis de modtager penge fra en pensionsordning, og udbetalingen er faldet, har de mulighed for en højere førtidspension

Men der findes også ordninger, hvor en faldende pensionsformue i sig selv intet betyder for deres udbetalinger fra det offentlige. Det gælder dem, som får tidlig pension, efterløn og fleksydelse.

Forskellige regler

Pensionsselskaber har sat udbetalingerne ned til en række danskere efter tab på værdipapirer i fjor. Det gælder for en række af de seniorer, som har deres formue i en ordning med markedsrente.

Pensionsselskaberne har selv været ivrige med at fortælle, at det kan betyde, at mange af modtagerne så kan få mere i folkepensionstillæg. Modregningen mildnes eller forsvinder helt.

Men det sker ikke i forhold til blandt andet tidlig pension (Arne-pension). Her bliver det inden start på udbetaling fastlagt, om der skal trækkes i ydelsen for pensionsformue. Og den modregning fortsætter så hele perioden, selvom pensionsformuen bliver mindre.

Uretfærdigt?

En læser har kontaktet Faglige Seniorers redaktion, fordi han undrer sig over forskellen. Han modtager tidlig pension og bliver modregnet, fordi hans pensionsformue ligger på omkring 2,5 millioner kroner.

Manden får udbetalt pension fra Sampension. Her er beløbet sat ned i år, så fordi hans pensionsformue er faldet.

Men der er ikke noget at gøre. Udbetaling Danmark bekræfter, at fradraget for pensionsformue er det samme hele perioden, uanset udbetalingerne fra pensionsordninger og uanset ændringer i værdien af pensionsformuen.

Gynger og karusseler

Faglige Seniorers socialrådgiver, Lea Munk Staugaard, har en lille trøst: Hvis pensionsformuen stiger i år, så bliver modtagere af tidlig pension heller ikke sat ned i udbetaling fra tidlig pension.

Til gengæld risikerer folkepensionister at få mindsket deres pensionstillæg, hvis der kommer stigninger på værdipapirerne, og deres udbetaling fra et pensionsselskab derfor stiger.

Sådan er reglerne for fradrag for pensionsopsparing

  • Folkepension – størrelsen af pensionstillæg afhænger blandt andet af den aktuelle udbetaling fra arbejdsmarkedspensioner og private pensioner. Falder den, så måske mere i pensionstillæg.
  • Førtidspension – hvis udbetalinger fra pensionsordninger falder, kan der være mulighed for at få mere i førtidspension.
  • Seniorpension – omtrentlig de samme regler som for førtidspension
  • Tidlig pension – eventuel nedsættelse af ydelsen fastlægges ud fra personens pensionsformue 1/2 år før han eller hun kan begynde at modtage penge fra ordningen. Fradraget er derefter det samme hele perioden.
  • Efterløn – omtrentlig de samme regler som for tidlig pension med hensyn til ændringer i pensionsformuen. Men hvis en efterlønsmodtager sideløbende får udbetalt penge fra en arbejdsmarkedspension, der er livsvarig, eller hvis en ratepension, der ligeledes stammer fra et ansættelsesforhold, kommer til løbende udbetaling i efterlønsperioden, nedsættes efterlønnen i forhold til det udbetalte beløb. Det betyder dermed, at hvis pensionsudbetalingen nedsættes, så stiger efterlønsudbetalingen.
  • Fleksydelse – omtrentlig de samme regler som for efterløn.

Først publiceret: mandag 30. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 6. november 2023 kl. 13:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.