Hop med på bølgen: Skift til kontanter og få overblik over dine penge
For nogle er kontanter besværlige, men for andre kan de fysiske penge hjælpe med at få et overblik over egen økonomi og udgifter.
Senest opdateret: mandag 3. april 2023
Hvis du har børn eller børnebørn, har du måske hørt dem tale om en tendens, der i den seneste tid har spredt sig blandt yngre danske brugere på sociale medier som TikTok og YouTube.
Den kaldes “cash stuffing” og går ud på, at man skaber et overblik over sin økonomi ved at skifte til at bruge og spare op i kontanter.
Og den metode kan være god for nogle, siger forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.
Væmmeligt at bruge penge
Tendensen har eksisteret i længere tid i USA, hvor det er mere almindeligt at betale med kontanter. Men sådan er det ikke i Danmark.
Nationalbankens seneste tal er fra 2021, hvor godt hver tiende betaling i butikkerne blev foretaget med kontanter. Coronapandemien satte turbo på den udvikling.
Når vi betaler med kontanter, oplever vi i højere grad det, der kaldes “pain of paying”, forklarer Ida Marie Moesby.
“Altså det er bare væmmeligt, hver gang vi skal have penge op af lommen,” siger hun.
“Vi får typisk ikke helt den samme følelse, når vi betaler med et betalingskort.”
Og når vi tænker mere over, hvad pengene går til, fordi det gør ondt at betale, så kan det være med til at sætte en dæmper på forbruget.
Bøvlet med kontanter
Men det er ikke helt uden problemer. Kontanter kan godt være bøvlet i den digitale tidsalder.
Det er for eksempel svært at bruge kontanter til at betale månedlige opkrævninger fra en streamingtjeneste eller ydelserne på et realkreditlån.
Hvis du har mod på at snuse lidt til cash stuffing, anbefaler Ida Marie Moesby derfor, at du starter med at sætte kontanter af til dine dagligvareindkøb.
“Det kan være en god måde at få et overblik over, hvad man bruger sine penge på,” siger Ida Marie Moesby.
“Altså hvor stor en del af pengene går til mad og til mere usunde dagligvarer som snacks og sodavand?”
Mange banker tilbyder digitale løsninger som mobilbank, hvor du nemt kan få et overblik ved at sortere i dine udgifter, men for nogle fungerer fysiske penge bedre.
Større risiko for tyveri
Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen foreslår også, at du afprøver kontantbetaling med dit madbudget.
Mennesker er forskellige, siger han. Nogle opfatter bedre med berøring.
“Og for dem vil det være udmærket at kunne se og røre ved fysiske penge og bevare overblikket på den måde,” siger han og tilføjer:
“Man skal gøre det, der fungerer for en selv. Det vigtigste er jo, at man får mere styr på sin økonomi.”
Du skal dog være opmærksom på, at du med kontanter går glip af positive renter i banken.
Den største udfordring er dog, at dine penge er mere udsatte, hvis du opbevarer dem som kontanter.
“Penge i konvolutter og cigaræsker er bare i større risiko for at blive væk og stjålet,” advarer Morten Bruun Pedersen.
Først publiceret: lørdag 18. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:35