Det kan være svært at få lov til at sætte kontanter ind i banken.

Pas på: Dine kontanter kan være værdiløse

Livet med pengesedler er blevet besværligt, så pas på med at hæve opsparing og pension i kontanter. Banker nægter at indsætte kontanter, og klager hjælper ikke. En kunde fik nej til at indsætte 3.000 kroner.

Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022

Hvis du hæver for eksempel 25.000 kroner i kontanter i banken, og du alligevel ikke får brug for dem, så kan du stå med et problem. Pengeinstituttet nægter måske at sætte dem tilbage på din konto. Mange virksomheder vil heller ikke lade dig betale regninger med kontanter.

Det er kampen mod hvidvask, der gør livet med pengesedler besværligt. Det finansielle ankenævn har mindst 5 gange inden for de sidste to år afvist klager over, at banker ikke vil tage imod kontanter.

Pengeinstitutterne siger nej, hvis kunden ikke giver en ordentlig forklaring på, hvor pengene stammer fra. Ankenævnet fastslår igen og igen, at det er banken, der selv bestemmer, om den har fået ordentligt svar fra kunden.

”Derfor skal man passe på, hvis man hæver et lidt større beløb i kontanter fra en opsparing eller fra en pensionsordning. Hvis man alligevel gør det, så skal man få dokumentation for transaktionen og gemme beviserne godt,” råder advokat Simon Hauch fra Advodan i Lyngby.

Fik nej til 3.000 kroner

Kunder kan komme i problemer selv med mindre beløb. Det viser en afgørelse fra ankenævnet. En kunde i Danske Bank kom hver måned ind i filialen med knap 3.000 kroner i kontanter. Det var husleje, som han indsatte på sin udlejers konto.

Efter et stykke tid spurgte banken, hvor pengesedlerne kom fra. Danske Bank mente, at kunden ikke svarede fyldestgørende. Derfor sagde de nej til at tage imod kontanterne. Det har ankenævnet godkendt. 

Kontanter i dødsboer

Advokat Simon Hauch tror, at det blandt andet er negative renter på indlån, der får folk til at hæve kontanter. Han behandler dødsboer, og han støder i dag oftere end tidligere på, at den døde har kontanter liggende. Det kan være i en bankboks, men det kan også være i et skab eller i en seng.

”Nogle gange har de fortalt familie eller andre om det. Men andre gange har de ikke. Så skal jeg som bobestyrer måske tilbage i kontoudtog for at se, hvor pengene kommer fra. Kontanterne bliver ikke konfiskeret i skifteretten, men det kan godt føre til, at der sker en indberetning til Hvidvasksekretariatet hos anklagemyndigheden,” fortæller Simon Hauch

Nu er de negative renter på vej væk. Derfor er der nu mindre grund til at hæve i kontanter, mener Simon Hauch.

Bankrådgiver forpligtede

Mange bryder sig ikke om at få stillet personlige spørgsmål i banken, om hvor penge stammer fra, eller hvad de skal bruges til. Men det er pengeinstitutterne forpligtede til.

”Det kan også være den bankrådgiver, du har kendt i 20 år, som stiller spørgsmålene. Hvis han eller hun ikke gør det, så kan vedkommende få problemer,” fortæller Simon Hauch.

Ringe forsikringsdækning

Forsikringsmæssigt kan det også være et problem at håndtere kontanter. Normalt dækker forsikringsselskaberne højest mindre pengebeløb. Hvis man vil forsikre sig for et højere beløb, så er præmien tit høj.

Det er ingen løsning forsikringsmæssigt at lægge pengesedlerne i en bankboks. Pengeinstitutterne forsikrer normalt ikke, hvad der findes i boksene.

”Du kommer ingen vegne, hvis du siger, at du har lagt 400.000 kr. i en bankboks, og nu er de væk. Det er dit eget problem,” advarer Simon Hauch.

En mand i Nordjylland fik stjålet et større pengebeløb fra et pengeskab, og forsikringen dækker kun en mindre del.

Her har ankenævn godkendt nej til kontanter

I mindst 5 sager har Det finansielle ankenævn sagt god for pengeinstitutters nej til tage imod kontanter.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at det er blevet sværere at betale med større beløb/indsætte større beløb i banken?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-gruppe.

Først publiceret: tirsdag 16. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.