Aktivitet om formiddagen er måske mere effektiv end træning sent på aftenen, når det gælder at øge stofskiftet og fedtforbrændingen. viser studie.

Du forbrænder måske mere fedt, hvis du træner på dette tidspunkt

Fysisk aktivitet på det rigtige tidspunkt på dagen øger fedtforbrændingen, viser nyt studie fra Københavns Universitet og Karolinska Institutet i Sverige.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

Det er måske ikke helt lige meget, hvornår på dagen du hopper i løbeskoene.

Fysisk aktivitet påvirker nemlig kroppen forskelligt afhængig af, hvornår på dagen man gør det. Det skyldes et genetisk ur, der findes i næsten alle celler.

“Uret” regulerer de biologiske processor i den såkaldte circadian rhythm, der populært sagt er en 24-timers døgnrytme.

Nu har forskere fra Københavns Universitet og Karolinska Institutet opdaget, at motion påvirker fedtforbrændingen i mus forskelligt afhængig af, hvornår på døgnet musene motionerer. Studiet er udgivet tidsskriftet PNAS.

Mere effektivt om formiddagen

”Vores studie antyder, at aktivitet om formiddagen måske er mere effektiv end træning sent på aftenen, når det gælder at øge stofskiftet og fedtforbrændingen,” siger professor Juleen R. Zierath, der arbejder på både Københavns Universitets Center for Basic Metabolic Research og Karolinska Institutet i Sverige.

Forskerne studerede fedtcellerne i fedtvævet på to tidspunkter af dagen, efter musene havde været fysisk aktive med høj intensitet.

En gruppe af mus løb på et løbebånd tidligt på dagen, og en anden gruppe lavede samme øvelse sent på aftenen.

De to tidspunkter svarer til omkring klokken 9 og klokken 21 og kaldes også den aktive, tidlige aktive fase (morgen) samt den tidlige hvilefase (aften).

Nedbryder fedtvæv

I studiet kunne forskerne se, at fysisk aktivitet om morgenen aktiverede gener, som er involveret i celleprocesser, der er vigtige for en høj metabolisme. Blandt andet at nedbryde fedtvæv. Disse gener blev kun aktive hos de mus, som havde motion i morgenfasen.

”Resultaterne viste blandt andet, at processer i fedtvævet, der frigiver fedtsyrer til blodet, i højere grad var opreguleret hos mus, der løb om morgenen, end dem, der løb om aftenen,” siger lektor og medforfatter Jonas Thue Treebak fra Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research.

Mus og mennesker

Den nye forskning er foretaget på mus, da mennesker og mus deler mange fysiologiske funktioner. Det er dog lidt for tidligt at konkludere, om studiets resultater er overførbare på mennesker. Blandt andet er mus nataktive.

”Den rette timing virker til at have en vigtig betydning for både kroppens energibalance, men også for at forbedre sundhedsgevinsten ved motion. Men flere studier er nødvendige for at kunne drage pålidelige konklusioner om relevansen af vores studier i forhold til mennesker,” siger Juleen R. Zierath.

Kilde: Københavns Universitet – Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Læs studiet her (på engelsk)

Først publiceret: mandag 20. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:34

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.