83-årig mand kysset af fremmed i opgang: Væk var guldhalskæde
Frækt tricktyveri i opgang: Ældre mand overvældet af kys og snik-snak af overvægtig kvinde, der stjal hans guldhalskæde.
Senest opdateret: mandag 3. april 2023
Pas på, hvis du bliver kysset, krammet og fyldt med snik-snak fra en fremmed.
En 83-årig mand fra Korsør var tirsdag eftermiddag udsat for en fræk tricktyv.
Manden var på vej ind i opgangen til sin lejlighed på Halsskovvej, da en kvinde fulgte efter ham. Hun overvældede ham med sniksnak og kys og forsøgte at give ham nogle smykker på.
Han afviste kvinden, som fortrak ud til en ventende bil – men det var lykkedes for hende at stjæle en guldhalskæde, som den 83-årige havde på.
Tricktyveriet fandt sted om eftermiddagen ved 15-tiden.
Ring til politiet
Tyven beskrives som: Kvinde, ca. 50-60 år, omkring 160-165 cm høj. Hun var kraftig af bygning, var lys i huden og havde sort hår. Hun talte dansk med accent blandet med lidt engelsk. Kvinden havde lyst tøj på og forsvandt fra stedet i en hvid bil af ukendt mærke.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har set noget mistænkeligt på gerningstidspunktet. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
Hjælp med at advare andre
Du kan hjælpe andre ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 15. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:40