Du må ikke bo i kolonihaven året rundt ifølge Kolonihaveloven. Nærmere er det ikke præciseret.

Dette kan spænde ben for din drøm om kolonihave

Selv om et kolonihavehus er en lille bygning, så er det ikke nødvendigvis en lille opgave at købe et. Her er, hvad du skal være opmærksom på.

Senest opdateret: fredag 24. marts 2023

Fuglekvidder, grønne træer og et 30 kvadratmeters kolonihavehus er for nogle en perfekt måde at fordrive tiden med.

Men inden du griber pungen og køber et kolonihavehus, er der flere ting, du bør være opmærksom på.

Sådan lyder det fra jurist Ditte Jensen, der ejer kolonihavejura.dk, som beskæftiger sig med juridiske problemstillinger relateret til kolonihaver.

“Du skal være opmærksom på, at du ikke ejer grunden, og det er der mange, som ikke tænker over,” siger hun.

“Der kan opstå en række problemstillinger i forbindelse med skilsmisse, dødsfald, arv og gave, hvis ejerskabet til kolonihavehuset ikke er identisk med lejerne på lejekontrakten.”

“Og når du lejer grunden af foreningen, betyder det, at du skal følge foreningens vedtægter og ikke kan gøre helt, som du selv vil.”

Vær obs på kontrakten

For der er nemlig flere set-ups. Haveforeningen kan eje grunden, som du så lejer af foreningen, eller også lejer foreningen grunden af eksempelvis kommunen, som du derefter lejer af foreningen.

Det kan være ret tricky rent juridisk, fortæller Anne Falkenberg, der er advokat og indehaver af dinboligadvokat.nu.

“Du bør være opmærksom, hvis foreningen lejer grunden af eksempelvis kommunen, og kontrakten udløber inden for relativt kort tid.”

“For – godt nok i værste fald – hvis foreningen ikke får forlænget deres kontrakt, kan det betyde, ar du kan komme ud for at skulle flytte huset eller rive bebyggelsen ned.”

“Det er ikke ofte, jeg ser det, men det er en juridisk mulighed,” fortæller Anne Falkenberg.

Priser

Ditte Jensen fra kolonihavejura.dk er enig i, at det er en juridisk mulighed, og at det vil forekomme yderst sjældent, da langt de fleste haveforeninger er godt beskyttet imod nedlæggelse gennem kolonihaveloven.

“Men helt generelt er det en god idé at være opmærksom på, hvad der gælder lige præcis for den haveforening, som du ønsker at købe kolonihavehus i. For reglerne er langt fra ens,” siger hun.

Derudover bør du som potentiel køber også tænke over, at kolonihaveforeninger, som er medlem af Kolonihaveforbundet, er underlagt maksimalpriser.

“Så huspriserne bliver fastlagt med faste kvadratmeterpriser, og du kan ikke selv bestemme, hvad huset skal sælges for, når du vil det,” siger Ditte Jensen.

Køber du i stedet et kolonihavehus uden for forbundet, så vil prisen være noget højere.

“Det vil den, fordi værdien er fastsat af en ejendomsmægler. Men de tænker ikke altid over, at man altså ikke køber grunden med,” fortæller hun.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Først publiceret: fredag 24. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret fredag 24. marts 2023 kl. 09:45

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.