Begravelsen kan koste kassen uden for folkekirken
Der er mange udgifter forbundet med en begravelse, men også stor forskel på regningens størrelse alt efter, om du er medlem af folkekirken eller ej.
Senest opdateret: mandag 1. maj 2023
Selvom kirkeskatten, der i nogle kommuner er på 1,5 procent af den årlige skattepligtige indkomst, kan spares væk, mens man lever, er det ikke helt uden konsekvenser.
Hver kirkegård har nemlig deres egne kirkegårdsvedtægter, hvor bl.a. takster for, hvad det koster at få et gravsted fremgår
Her kommer prisen i mange tilfælde an på, om afdøde var medlem af folkekirken eller ej. Man skal derfor lige være opmærksom på, at det kan blive dyrere at blive begravet på kirkegården, hvis man ikke medlem af folkekirken.
Det kan derfor være en god idé at kontakte kirkegården for at høre nærmere om de pågældende takster.
Medlemmer får en fed rabat
Med hensyn til de økonomiske konsekvenser nævner Mogens Balling, som er administrerende direktør for Landsforeningen Liv&Død, Dragør Kirkegård.
Her kan et kistegravsted købes for 17.775 kroner, mens man kan nøjes med at betale 1.778 kroner, hvis den afdøde er medlem af folkekirken. Forskellene bliver ikke meget mindre, hvis man flytter til en anden del af landet.
I Lemvig Provsti er prisforskellen også voldsom: “Dør du her og vil begraves i kiste, skal du betale mere end 13.000 kroner for at købe et gravsted. Er du med i folkekirken, er det ganske gratis,” forklarer Mogens Balling.
Lignende prisforskelle gør sig gældende, hvis der er tale om en urnegravplads. På Frederikssund Kirkegårde er en urnegravplads gratis, men har du meldt dig ud af folkekirken, er prisen en anden, nemlig 3.560 kroner.
Sådan finder du ud af, om afdøde var medlem af folkekirken
Medlemmer af folkekirken fremgår af kirkebøgerne og CPR-registret.
Du kan kontakte sognepræsten eller kirkekontoret i afdødes bopælssogn for at få oplyst, om afdøde var medlem af folkekirken.
Læs mere om begravelse og udgifter i Seniorhåndbogen.
Først publiceret: onsdag 26. april 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. maj 2023 kl. 15:21