Lægens råd: Derfor kan du trygt sætte dig bag rattet
Obligatoriske lægeundersøgelser droppet: Ældre billister er slet ikke er så farlige i trafikken, som folk forestiller sig.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Det vrimler med fordomme om ældre bilister. Det er stadig en udbredt opfattelse, at “ældre bilister er til fare for trafikken.”
Men hvad er op og ned i det spørgsmål?
I 2017 ophævede man den obligatoriske lægeundersøgelse for bilister over 70 år.
Henning Kirk
Henning Kirk er læge og aldringsforsker. Har skrevet flere bøger om aldring og hjerne og er en meget benyttet foredragsholder.
Hans nyeste bøger er “Godt nyt om gamle hjerner” (Gyldendal 2020) og "Musik & Alder" (Forlaget clemmerdu 2023).
Indtil da havde det været nødvendigt at blive checket hos lægen ved henholdsvis 70-, 74-, 76-, 78- og 80-årsalderen. Og herefter hvert år.
Betød intet for trafikssikkerhed
Formålet med disse lægecheck var primært at screene for demens.
Men det viste sig, at forskningen ikke kunne vise, at lægeundersøgelserne havde betydning for trafiksikkerheden. Derfor blev de obligatoriske lægeundersøgelser droppet.
Lægerne har dog stadig pligt til at indberette til myndighederne, hvis en patient har en diagnose, der ikke er forenelig med bilkørsel. For eksempel blodprop i hjernen, epilepsi eller demenssygdom.
Den gamle onkel
Men i den almindelige debat var der stadig synspunkter om “de ældre spøgelsesbilister.” Og mange kunne fortælle om “en gammel onkel”, som de ikke turde være passager hos.
Problemet er bare, at “den gamle onkel” slet ikke er så farlig i trafikken, som folk forestiller sig.
Og faktisk er der nu forskning, som viser at bilister med lettere demens ikke forårsager flere ulykker end jævnaldrende uden demens.
Til gengæld kommer de oftere ud for at havne et andet sted end planlagt.
Fakta om ældre bilister
* Ældre bilister er bedre end yngre til at afpasse hastigheden efter forholdene
* Ældre bilister har længere reaktionstid end yngre. Til gengæld udfordrer de ikke reaktionstiden, fordi de er bedre til at afpasse hastigheden efter forholdene
* Ældre bilister undgår i højere grad end yngre at køre, når det er mørkt – og kører mere forsigtigt
Først publiceret: mandag 1. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:07