Under søvnen foregår en vigtig affaldshåndtering i hjernen, der er afgørende for din sundhed og for at undgå alvorlig sygdom som demens.

Lægens råd: Derfor er søvn vigtig for dit helbred

Mens du sover, skaffer hjernen sig af med affaldsstoffer. Læge og aldringsforsker Henning Kirk giver dig sine bedste råd til den gode søvn.

Senest opdateret: mandag 13. februar 2023

De sidste ti år har forskere afsløret flere spændende ting om nattesøvnens  betydning for sundheden.

Henning Kirk

Henning Kirk er læge og aldringsforsker. Har skrevet flere bøger om aldring og hjerne og er en meget benyttet foredragsholder.

Hans nyeste bøger er “Godt nyt om gamle hjerner” (Gyldendal 2020) og "Musik & Alder" (Forlaget clemmerdu 2023).

Måske har du hørt om, at begrebet “hjernevask” har fået en hel ny betydning. Begrebet dækker over nogle fysiologiske processer, som foregår i hjernen, når du sover den dybe søvn i de første timer af nattesøvnen.

I de dybe søvnperioder foregår der nogle meget vigtige ændringer i hjernens celler (neuronerne). De skrumper i størrelse samtidig med, at der siver væske med affaldsstoffer ud fra cellerne.

Affaldsstofferne er resultatet af det meget omfattende stofskifte, som foregår i hjernen i dagtimerne. Når vi bevæger os, og når vi udfører en lang række opgaver, som kræver energi og forbrug af kemiske stoffer i hjernecellerne.

Man kan derfor tale om, at der om natten foregår en affaldshåndtering. Hjernen skal skaffe sig af med affaldsstofferne.

Hjernes hinder

Problemet har været, at man ikke vidste, hvordan hjernen skaffer sig af med disse affaldsstoffer, hvordan de kommer fra hjernevæsken over i blodkarrene, så for eksempel lever og nyrer kan sørge for rensning og genbrug eller udskillelse af stofferne.

Nu har danske forskere imidlertid opdaget, at der ikke kun er 3 hinder mellem hjernen og kraniet. Der er også en fjerde og meget tynd hjernehinde yderst.

Og forskerne mener, at det er gennem netop denne hinde, at affaldsstofferne fra hjernevasken udskilles til blodet.

Vigtig for kroppen

Man mener, at denne udskillelse af affaldsstoffer er meget vigtig for kroppen. Hvis ikke den fungerer tilstrækkeligt, kan ophobning af stofferne forårsage sygdom, for eksempel Alzheimers demens.

Kort og godt: Nattesøvnen, især den dybe søvn først på natten, er vigtig for sundheden.

Gode råd om nattesøvn

• Sørg for at være fysisk aktiv, så du er fysisk træt om aftenen. Så bliver indsovningen og den dybe søvn bedre. Og dermed også ‘hjernevasken’

• Det er fint med et glas vin eller to til middagen, men undlad alkohol tæt på sengetid. Alkohol giver forstyrret indsovning

• Undlad at kigge på blå skærme (tv, computer eller smartphone), hvis du skal på toilettet efter den dybe søvn. Så kan du nemmere falde i søvn igen

• Efter den dybe søvn kommer perioder med drømmesøvn (REM-søvn). I disse perioder repeterer din hjerne, hvad du har oplevet den foregående dag og sammenholder det med tidligere oplevelser. Hvis din nattesøvn er for kort, vil repetition og hukommelse blive ringere

• Sovepiller kan være en nødvendig nødløsning i forbindelse med voldsomme oplevelser, for eksempel  sygdom, ulykke eller dødsfald i familien. Men efter tre ugers brug af sovepiller vil hjernen udvikle afhængighed. Derfor bør sovepiller kun indtages i korteperioder

Først publiceret: tirsdag 7. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. februar 2023 kl. 14:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.