"Der er så meget, jeg vil i mit liv. Mennesker jeg elsker og gerne vil være der for," fortæller 63-årige Karin Løth, der er central figur i ny kampagne om demens.

63-årige Karin ramt af demens: Jeg har erklæret sygdommen krig

Som 60-årig fik Karin Løth demens. Nu er hun hovedperson i en ny serie, hvor hun rejser rundt i Danmark for at udbrede kendskabet til demens.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

90.000 danskere har en demenssygdom. Karin Løth på 63 fik for tre år siden diagnosen alzheimers – der er den mest udbredte af de mere end 200 forskellige demenssygdomme.

Diagnosen kom som et chok for Karin Løth , der bare troede, at hun var lidt stresset grundet meget arbejde i en længere periode.

Demensugen

Serien med Karin Løth bliver lanceret i den nationale demensuge, uge 19, med start mandag 8. maj.

Det er sjette gang, at Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark sammen med en stor del af landets kommuner og frivillige fra forskellige organisationer afholder demensuge.

I år er temaet for Demensugen ’Trygt fra A til B". Det skal være lettere for mennesker med demens at bevæge sig ud i verden.

Læs mere om Demensugen HER.

 

”Jeg kendte jo godt til sygdommen fra mine forældre, så jeg vidste godt, hvad det handlede om. Jeg tænkte, så er livet slut. Og det er lige om lidt. Jeg mistede lysten at se frem. Jeg kunne kun tænke på alt det, jeg skulle gå glip. Tænk, hvis jeg ikke skulle se mit barnebarn vokse op, eller være der for mine børn. Det havde jeg meget i mine tanker,” siger Karin Løth.

Fortsat leve livet

Efter lidt tid lykkedes det Karin at komme ud af de depressive tanker og få en anden indstilling til livet med demens.

”Jeg erklærede sygdommen krig og besluttede, at det ikke nyttede at give op. Der er så meget, jeg vil i mit liv. Mennesker jeg elsker og gerne vil være der for. Det var en beslutning at erklære sygdommen krig og insistere på fortsat at leve livet,” fortæller hun.

Rejser landet rundt

Nu er Karin Løth hovedperson i en ny serie, hvor hun på en rejse rundt i landet vil vise danskerne, hvordan et liv med demens også kan være – samt udbrede kendskabet til demens.

Serien hedder ”Nu vi alligevel er her, kan vi lige så godt danse”. Første afsnit i serien udkommer mandag 8. maj og skyder den  nationale demensuge igan.

Serien kan ses på demensvenligt.dk.

”Jeg føler, at jeg kan være med til at hjælpe alle mulige andre end mig selv. Det synes jeg er fantastisk. Jeg føler, at demensområdet – og særligt yngre med demens – er et område, der er forsømt, så det vil jeg selvfølgelig gerne være med til at gøre noget ved,” siger Karin Løth.

Se video med Karin Løth (artiklen fortsætter under videoen)

Bruger demenssymbolet

I dag taler Karin Løth åben om sygdommen, og hun er også begyndt at bruge demenssymbolet, som hun tidligere har været nervøs for at gå med.

Demenssymbolet

Demens ymbolet bæres af mennesker med demens og viser en håndsrækning

* Symbolet er udviklet i tæt samarbejde med mennesker med demens

* Symbolet blev lanceret i 2021 under Demensugen

* Der er cirka 4.000 mennesker med demens, der aktivt bruger symbolet

* 24 procent af danskerne genkender symbolet

”Jeg var bange for at blive stigmatiseret. Folk skal stadig henvende sig normalt til mig, og det var jeg bange for, at de ikke ville gøre,” siger hun og fortsætter.

”Efter vi har optaget serien, har jeg ladet demenssymbolet blive på jakken. Jeg ved, at jeg måske ikke har så meget brug for det endnu, men der kan opstå situationer, hvor jeg bliver stresset eller presset. Jeg vil også være med til at udbrede kendskabet til symbolet, så jeg kommer til at lade det sidde, for jeg får brug for det en dag.”

Kendte danskere i serien

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står bag mini-dokumentarserien, der er instrueret af filminstruktør Kasper Kiertzner. I serien møder Karin Løth flere mennesker med demens, men også musiker og radiovært Michael Simpson, instruktør, skuespiller og forfatter Hella Joof samt TikTok’eren Kira-Sofie Møller Nielsen.

Serien udkommer på demensvenligt.dk, og har premiere mandag 8. maj, der også er starten på den nationale demensuge.

Demensvenligt Danmark

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har eksisteret siden 2017 og arbejder for “Bedre hjælp til mennesker med demens i det offentlige rum”.

Bag står 10 landsdækkende organisationer: Alzheimerforeningen, Demenskoordinatorer i Danmark, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, FOA, Danske Professionshøjskoler, Socialpædagogerne, Pårørende i Danmark, Ældre Sagen og Faglige Seniorer.

Bevægelsens aktiviteter er finansieret af midler fra Socialstyrelsen.

Først publiceret: mandag 8. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.