Tjek din pensionsopgørelse. Skal du have penge tilbage?

Sådan tjekker du din pensionsopgørelse for 2022

Den årlige pensionsopgørelse er på vej fra Udbetaling Danmark til dig og alle andre pensionister. Se, hvad du skal være ekstra opmærksom på denne gang.

Senest opdateret: mandag 8. april 2024

Fra 23. maj 2023 og tre uger frem udsender Udbetaling Danmarks den årlige opgørelse af pension, også kaldet efterregulering.

Pensionsopgørelsen sendes til cirka 1,1 millioner folkepensionister, førtidspensionister og seniorpensionister.

Brevene bliver sendt som digital post. Er du fritaget for at modtage digital post, får du din pensionsopgørelse sendt med posten.

Pengene kommer 31. juli

De fleste pensionister har fået den pension, de skal have.

Hvis du har fået for lidt i pension i 2022 og derfor skal have pension udbetalt, kan du forvente at få din regulering den 31. juli, hvor langt størstedelen får beløbet udbetalt.

Nogle må vente på brev

Hvis du selv eller din ægtefælle eller samlever har selvstændig virksomhed, får du først brev fra september 2023.

Det samme gælder, hvis du bor i udlandet.

Du kan finde mere information om opgørelsen af pension på www.borger.dk/opgoerelse-pension.

Arbejdsindtægt i 2022

I opgørelsen for 2022 indgår både ægtefælles, samlevers og pensionistens egen arbejdsindkomst stadig i beregningen af pension.

Der er derfor ingen ændringer i beregningen i forhold til foregående år, når pensionen gøres op for 2022.

Først fra 1. januar 2023 er ægtefælles og samlevers arbejdsindkomst ikke længere med i beregningen af pension.

Og den nye lov om stop for modregning af pensionisters egen arbejdsindtægt er endnu ikke vedtaget. Den forventes at komme til at træde i kraft 1. januar 2024 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Tjek din opgørelse

Det er altid en god idé at tjekke årsopgørelsen og se, om oplysningerne passer. Du kan få hjælp på borger.dk, hvis du ikke kan genkende tallene.

Du kan også ringe til Udbetaling Danmark, hvis du vil have mere information om pensionsopgørelsen.

Telefonnummeret er: 70 12 80 61

For meget? For lidt?

Hvis du har fået den pension, du havde ret til

  • Du skal ikke gøre noget, når du får brevet.
  • I brevet kan du se hvilke indkomstoplysninger, der er brugt i opgørelsen af din pension. Du kan også se de beregninger, der danner grundlag for opgørelsen.

Hvis du skal have mere pension udbetalt

  • Du skal ikke gøre noget, når du får brevet.
  • I brevet fra Udbetaling Danmark vil der stå, hvornår du får beløbet udbetalt, og hvor meget du får. Du kan også se hvilke indkomstoplysninger, der er blevet brugt i opgørelsen af din pension, og de beregninger, der danner grundlag for opgørelsen.

Hvis du skal betale pension tilbage

  • Når du får brevet om opgørelse af din pension fra Udbetaling Danmark, skal du tjekke, om du er enig i de indkomstoplysninger, der er blevet brugt til beregningen af din pension.
  • Hvis du ikke er enig, er det vigtigt, at du giver Udbetaling Danmark besked inden den frist, der står i brevet. Hvis du er enig i indkomstoplysningerne, kan du betale beløbet tilbage her.

Udbetaling Danmark pålægger ikke renter på den pension, du skal betale tilbage.

Hvis ikke du er enig i årsopgørelsen, er det vigtigt, at du giver Udbetaling Danmark besked inden den frist, der står i brevet.

Først publiceret: tirsdag 16. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.