Ferie med toget: Her er dine rettigheder
Ferie i udlandet med tog er populær som aldrig før. Se her hvad dine rettigheder er ved forsinkelser og aflysninger.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Det er blevet populært at rejse med tog på sommerferie.
Tal fra DSB viser, at salget af interrailbilletter siden januar er steget med 40 procent sammenlignet med sidste år. Samtidig forventer DSB en 20 procents stigning i salget af billetter til udlandet i år.
Men hvad er dine rettigheder, når du rejser med tog i udlandet?
“På en togrejse krydser man gerne flere landegrænser og skifter tog flere gange. Så det er i sig selv en rejseform, hvor man skal forholde sig til skift og forskellige aktører. Derfor er det en fordel, hvis man er bekendt med sine rettigheder inden”, siger Jesper Gregers Linaa, der er vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Helt grundlæggende har du en række EU-rettigheder, når du rejser med tog inden for EU.
Derudover har nogle landes togselskaber ekstra services eller garantier, som bygger ovenpå. På samme måde kan der være nogle særlige “ekstrarettigheder” tilknyttet en Interrailbillet.
“Noget af det vigtigste er, at du læser betingelserne for billetten. Der kan ligge nogle endnu bedre rettigheder gemt i tilfælde af eksempelvis forsinkelse eller aflysning”, siger Jesper Gregers Linaa.
Skaf dokumentation
Hvis toget er forsinket, og det påvirker den videre rejse, er det en god idé at kontakte togpersonalet, som muligvis kan hjælpe. Skriv også gerne en mail til den udbyder, du har købt rejsen hos, så du senere kan dokumentere, at du har klaget med det samme.
Husk altid at skaffe dokumentation for forsinkelser og aflysninger, hvis du efterfølgende vil klage.
“Det kan være i form af en mail eller en påtegning på billetten, hvor togkontrolløren skriver under på, at din rejse var forsinket”, siger Jesper Gregers Linaa.
Læs mere i detaljer hos forbrug.dk HER
8 gode råd om rettigheder ved togrejser
Konkurrence- og forbrugerstyrelsen har disse råd:
1. Læs betingelserne
Læs betingelserne for din billet inden afrejse.
2. Pladsbilleter
Tjek, om det er nødvendigt at reservere pladsbilletter, og vær opmærksom på, at det kan koste ekstra.
3. Baggage
Tjek også, hvilke begrænsninger der er på den bagage, du medbringer.
4. Sørg for god tid til skift
Husk at indlægge tilstrækkelig tidsbuffer mellem togrejserne, hvis du selv sammensætter din rejse via enkeltbilletter. Her er det som udgangspunkt dit ansvar, at du kan nå dine skift.
5. Hvis du bliver forsinket
Kontakt togpersonalet, hvis du kan se, at din togrejse bliver forsinket. De kan oplyse dig om alternative muligheder i form af togbusser eller tilsvarende afgange. De kan også give en påtegning som dokumentation for forsinkelsen.
6. Sådan skal du klage
Skriv straks en mail til den, der har solgt dig rejsen, hvis du vil klage. Sælger skal have mulighed for at forholde sig til klagen, før du kan få behandlet en eventuel klagesag.
7. 60 minutters forsinkelse
Er toget 60 minutter forsinket, har du ret til refusion af billetten eller ombooking.
8. Mere end 100 minutters forsinkelse
Går der mere end 100 minutter ved en forsinkelse, har du ret til at købe en tilsvarende togbillet eller busbillet på togselskabets regning, hvis omkostningerne er passende og rimelige.
Hvis du bliver ombooket
Hvis du grundet forsinkelser eller aflysninger skal ombookes, skal det være på såkaldt “tilsvarende befordringsvilkår”. Det betyder ifølge EU’s fortolkning følgende.
Det bør så vidt muligt undgås, at passagererne tilbydes transport i en lavere klasse (og forekommer det alligevel, bør passagerer med eksempelvis billet til første klasse have godtgjort prisforskellen).
Hvis en omlægning af en passagers rejse kun er mulig med en anden jernbaneoperatør eller med en transportform (bus eller tog som udgangspunkt) i en højere klasse eller til en højere pris end den, der er betalt for den oprindelige transportydelse, skal omlægningen tilbydes uden ekstraomkostninger for passageren.
Det skal i rimeligt omfang tilstræbes at undgå ekstra omstigninger.
Når der benyttes en anden jernbaneoperatør eller en alternativ transportform for den del af rejsen, der ikke er gennemført som planlagt, bør den samlede rejsetid ligge så tæt som muligt på den planlagte rejsetid på den oprindelige rute.
Kilde: forbrug.dk – den offentlige forbrugerportal
Tager du toget på ferie?
Del dine tip til togferie
Hvad er dine erfaringer med togferie i udlandet? Del geren dine tip med andre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 5. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:12