Rejs ubegrænset i Tyskland for under 50 euro
Nu kan du rejse en hel måned med tog i Tyskland for kun 49 euro. Tilbuddet gælder for lokal- og regionaltog, U-Bahn, S-Bahn, busser og sporvogne.
Senest opdateret: onsdag 17. maj 2023
Efter sidste års succes med 9-Euro-Ticket, hvor man kunne rejse hele Tyskland rundt til en meget billig pris, gentager vores naboland succesen.
Det kommer dog med en prisforskel i år, da du i stedet skal af med 49 euro, hvilket svarer til cirka 365 kroner.
Til gengæld giver den såkaldte Deutschland-Ticket (D-Ticket) mulighed for at rejse ubegrænset i hele Tyskland med al lokal eller regional offentlig transport i en måned.
Ingen fjerntog inkluderet
Med Deutschland-Ticket kan du nemt rejse rundt i hele Tyskland med regionale og lokale tog samt andre former for offentlig transport.
Dog er det vigtigt at bemærke, at fjerntog som DB Fernverkehr, herunder ICE, IC/EC-tog og andre fjerntogsoperatører som FlixTrain, ikke er inkluderet.
Men det betyder ikke, at turister ikke kan komme fra f.eks. Hamborg i nord til München i syd med DB. Det kan stadig lade sig gøre ved at benytte regionaltog, der har flere stop undervejs.
Køb din billet nu
Du kan allerede nu booke årets Deutschland-Ticket, og det er gyldigt fra maj og gennem sommermånederne.
DB anbefaler, at billetten købes via Deutsche Bahns hjemmeside, DB’s rejsecentre eller gennem appen DB Navigator. Du kan også købe din billet her.
Bemærk, at billetten kun gælder på anden klasse, og at børn fra seks år og op skal have deres egen Deutschland-Ticket.
Først publiceret: tirsdag 16. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret onsdag 17. maj 2023 kl. 09:54