Peter Lautrup-Larsen: Regeringen genbekræftet

På den led er regeringen genbekræftet for nu at bruge det ord, som Moderaternes partistifter, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres vikarierende partileder Troels Lund Poulsen krævede, da alle før sommer troede, Mette Frederiksen var ved at forlade dansk politik til fordel for posten som NATO’s generalsekretær.

Det blev som bekendt ikke til noget og nu prøver de tre regeringspartier mere eller mindre at begynde forfra. Mette Frederiksen ved at garantere, hun siger nej til alle tilbud ude fra og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen lover dertil, at han nu er ”fit for fight”. Statsministeren har nok lært, at Danmark er en småstat i det internationale spil, hvor hun mere er en brik, inden andre og stærkere kandidater kommer til og slår hende af brættet. Mens Ellemann trods en betydelig modvind i sit forsvarsministerium, hvor foreløbig departementschefen betaler prisen for forkerte oplysninger til Folketinget, har en til vished grænsende formodning om, at en flertallet bag regeringen næppe fælder ham.

Tale politik

Nu gælder det for SVM-regeringen at tale politik. Regeringsgrundlagets krisesnak er lagt på hylden, når det gælder milliarderne i statskassen. Nu er arbejdsudbud den ”nye valuta”. Flere arbejdstimer skal lokkes ud af danskerne for at løse det indlysende behov for øget arbejdskraft. Især, hvor der tydeligvis mangler hænder som i sundheds- og ældresektoren. Pisken er lagt på hylden. Der bliver ikke mere af den slags som inddragelsen af store bededag. I stedet taler selv Mette Frederiksen om skattelettelser, så det kan betale sig at arbejde. Et noget andet signal end dengang, da hun som nybagt socialdemokratisk formand afviste reformer for at øge arbejdsudbuddet. Dengang var det politiske budskab: ”Det er ikke groet i vores have”. Ligesom valget mellem hende og blå blok var et valg mellem velfærd og skattelettelser.

Der kan siges meget om den nye kurs. Om nødvendigheden af at skifte politik med en regering over midten. Den røde venstrefløj fra SF og ud efterlyser således den ”gamle” socialdemokratiske formand, der havde Anker Jørgensen som idol og bekæmpelsen af uligheden som en politisk mærkesag. Det er nu mest endt i en kommende top-topskat. Omvendt raser de blå partier over især Venstre, der ikke kun har brudt valgløfter, men nu i deres optik driver socialdemokratisk politik.

Begge dele kan naturligvis ikke være rigtigt og den diskussion kulminerer først, når regeringen senere på året præsenterer sin ny 2030-plan med brugsanvisning på, hvordan den agter at bruge den politiske værktøjskasse. Desuden udestår stadig, hvordan de tre partier vil afskaffe regler og bureaukrati på ældre- og sundhedsområdet for at skaffe varme hænder ved at sætte den offentlige sektor fri.

Største slagsmål

Klimaområdet ligner dog det største politiske slagsmål. Rekordvarme sydpå og regnvand nordpå taler sit tydelige sprog om behov for international handling. Men herhjemme er SVM-regeringen allerede i en modvind, der kan drive en havvindmøllepark. Forvarslet er i hvert fald, at vi kommer til at ligge i den absolut nedre ende af klimalovens spæn om reduktion af drivhusgasser på 50-54 procent i 2025. Et tal, som formentlig kun nås, fordi der skal blandes mere biobrændsel i benzin og diesel. Noget, der hjælper på de danske tal, men ikke på verdensmålene.

Desuden taler Moderaternes klimaminister Lars Aagaard om, at 80 procent af danskerne – altså fire ud af fem – skal stå bag nye klimatiltag. En udtalelse, der har fået venstrefløjen op i ikke kun det grønne, men også røde felt. De tvivler på klimaeffekten, hvis regeringen ikke vil lægge sig ud med landbruget, bilisterne og en større del af danskerne end hver femte.

Mette Frederiksen har ikke som klimaministeren sat tal på opbakningen, men tag ikke fejl. Hun deler opfattelsen af, at det også kan gå for stærkt, selv om hendes tidligere slogan ”jeg er mere rød en grøn” nu er erstattet af en ligeværdighed mellem de to farver.

Noget helt andet

Denne skribent husker stadig en frokost med Mette Frederiksen og et par andre for fem år siden med en ordveksling om netop klima og de politiske udfordringer, hvor hun satte trumf på: ”Vi skal kun lidt uden for de store byer, så taler de om noget helt andet end jer”. Der er næppe grund til at tro, at hun fundamentalt har ændret holdning. Naturligvis har hun ambitioner på klimaets vegne, men ikke på bekostning af den enlige mor og pensionisten. Og slet ikke Udkantsdanmark.

Selv om landbruget kommer til at stå for skud i regeringens kommende udspil, så er det ikke kun Venstres bagland, der kommer til at bremse de indgreb, som ”klimafolket” efterlyser. For fem år siden var det den folkelige reaktion i Frankrig, de såkaldte ”gule veste”, der spøgte i den politiske bevidsthed på Christiansborg med frygt for noget tilsvarende i Kongeriget. Det gør de sådan set stadig, selv om lastbilchaufførers blokader og protester over nye vejafgifter ikke har gjort den store forskel. Men de tre regeringspartier behøver bare skele til Holland i marts, hvor markante klimaindgreb over for landbruget fik en tredjedel af vælgerne til at stemme på et nyt protestparti i de områder, som mærkede det mest.

Hvor oppositionen taler klimatal, ulighed og koranafbrændinger vil statsministeren hellere tale om ”et land i balance”, selv om det er sværere at blive målt og vejet på. Foreløbig skal regeringen være enig med sig selv. For et år siden ville vi have sagt: Dernæst med Folketinget. Men den politiske dagsorden kan være så betændt, at SVM-flertallet vælger at gå selv.

Først publiceret: tirsdag 15. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:17