"Vi opfordrer til, at pensionisternes økonomi kommer i fokus i de kommende forhandlinger," siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer.

Faglige Seniorer: Finanslov sender seniorer og ældre agterud

Næste år sakker pensionen 2,2 procent bagefter lønudviklingen. Der mangler initiativer for pensionisternes økonomi i regeringens finanslovsforslag, mener Faglige Seniorer.

Senest opdateret: mandag 11. december 2023

Der mangler initiativer i regeringens udspil til finanslov, der kan sikre pensionisternes økonomi, mener Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer.

Regeringen skønner, at lønningerne i 2024 vil stige med 5,4 procent Men pensionerne reguleres kun med 3,2 procent. Altså en forskel på 2,2 procent.

“Pensionisterne har holdt hårdt for under inflationskrisen og oplevet, at deres købekraft forringes. I 2024 må pensionisterne så igen imødese, at pensionerne ikke kan følge lønudviklingen. Vi opfordrer til, at pensionisternes økonomi kommer i fokus under de kommende forhandlinger. Der er mange pensionister, der sidder hårdt i det. Og de har brug for, at politikerne handler på dette område,” siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer.

“Vi har tidligere foreslået, at pensionen skal stige på niveau med de aktuelle lønstigninger. Og netop når vi står i en situation med en stærk økonomi, er tidspunktet det rigtige. Det håber vi, at partierne udenfor regeringen forstår,” siger hun.

Mette Kindberg henviser til Faglige Seniorers borgerslag “Fair pension – pensionen skal stige, når lønningerne stiger”, der i foråret samlede over 63.000 underskrifter, men som blev afvist af regeringen.

Dansk økonomi er stærk

SVM-regeringen forslag til finanslov for 2024 afspejler at dansk økonomi står stærkt, og at der er gode forudsætninger for at investere i fremtidens velfærd.

“Vi anerkender, at regeringen har forøget rammerne for kommuner og regioner med 1 milliard kroner. Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at mange kommuner er i gang med at reducere den offentlige service på ældre- og sundhedsområdet,” siger Mette Kindberg.

“Det er forkert og ærgerligt, at man ikke kan starte en positiv spiral omkring økonomien på de centrale velfærdsområder. Vi bør investere mere i vores ældreomsorg. Og vi får brug for at øge bevillingen i takt med, at antallet af ældre stiger. Det bør finansloven også afspejle i højere grad,” siger hun.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til forslaget til finanslov? Din mening er vekommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 31. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 11. december 2023 kl. 21:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.