Mand med briller kigger smilende ned, mens han er i færd med at skrue i en væg

Da Jørn Wittenhoff tog til Louis Nielsen for at få nye briller, viste en synstest med sundhedstjek, at trykket i hans øjne var alt for højt. Det kan være tegn på grøn stær. Han kom derfor i behandling hos øjenlægen – før synet tog skade

60-årige Jørn mærkede ikke, at han var tæt på at miste sit gode syn

Jørn er en af de danskere, der fik opdaget tidlige tegn på grøn stær efter en synstest og fik reddet synet.

Senest opdateret: tirsdag 17. oktober 2023

“Det var mere end fire år siden, jeg havde været ved optikeren, og jeg vidste godt, at jeg trængte til nye briller. Men jeg havde ingen anelse om, at jeg faktisk gik rundt med en øjensygdom.”

Sådan siger 60-årige Jørn Wittenhoff om den dag kort før årsskiftet til 2023, da han besøgte Louis Nielsen i Grenaa for at få nye briller.

Det blev dog ikke til nye briller i første omgang. I stedet skulle han en tur til øjenlægen, for sundhedstjekket, der tilbydes sammen med synstesten i butikken, viste et alarmerende højt tryk i hans øjne.

Trykket var for højt

Det var chefoptiker og medejer af butikken Helle Elkjær, som havde Jørn Wittenhoff til synstest. Hun kiggede på resultaterne af sundhedstjekket og vidste hun måtte reagere:

“Vi tilbyder altid kunderne at måle trykket i øjnene. Et højt tryk kan være tegn på grøn stær, som er én af de mest almindelige øjensygdomme,” siger hun og fortsætter:

“Trykket i Jørns øjne var alt for højt. Samtidig fortalte han, at både hans forældre og hans søster havde fået konstateret grøn stær, og så var jeg ikke i tvivl om, at han skulle hurtigt til øjenlægen,” siger hun.

Helle Elkjær kontaktede derfor samme dag Louis Nielsens netværk af danske øjenlæger, som altid sidder klar til at sparre med optikerne i butikkerne om kunder, hvor optikerne finder noget usædvanligt i sundhedstjekket. De var enige i, at Jørn skulle ses af en øjenlæge. 

Arvelig sygdom

Grøn stær er arvelig. Og har man nære familiemedlemmer, som har sygdommen, har man også selv højere risiko for at få den.

“Jeg vidste godt, at jeg havde højere risiko for grøn stær, fordi det er i min familie. Og jeg burde få det tjekket regelmæssigt. Men jeg troede, at jeg ville kunne mærke, hvis noget var galt,” siger Jørn Wittenhoff.

Det er Jørn ikke ene om. En undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Louis Nielsen i februar 2023 viser, at 65 procent af danskerne tror, de ville kunne mærke øjensygdommen grøn stær i form af for eksempel sløret syn eller hovedpine.

Mange kunder hos Helle Elkjær tror det samme, men ofte er sygdommen symptomfri:

“Når grøn stær er meget fremskreden, vil den skade synet permanent, og det mærker man selvfølgelig. Men ofte vil der være en lang periode med forhøjet tryk, inden sygdommen skader synsnerven, hvor man ofte ikke mærker noget,” siger hun.

Vigtigt med jævnlige synstest

Hun uddyber, at det er én af årsagerne til, at hun og andre optikere anbefaler synstest med sundhedstjek jævnligt – gerne hvert andet år.

“Det øger chancen for, at vi finder tegn på øjensygdomme som grøn stær i god tid. Så kan vi sende kunderne videre til øjenlæge, inden deres syn tager skade,” siger Helle Elkjær.

Jørn Wittenhoff var ifølge hans øjenlæge heldig, at hans syn ikke var blevet permanent ramt af sygdommen:

“Ifølge øjenlægen har jeg en meget stærk synsnerve. Det var den eneste grund til, at mit syn endnu ikke havde taget skade,” siger han.

Han blev i februar blev han opereret med laser for at lette trykket på synsnerven. Han skal jævnligt til kontrol, men har med det nuværende tryk i øjnene ikke længere risiko for at miste synet til grøn stær.

“Jeg håber, at jeg ved at fortælle min historie kan gøre andre opmærksomme på, at de skal få undersøgt synet jævnligt. Også selvom de ikke kan mærke, at noget er galt,” siger Jørn Wittenhoff.

Fakta om grøn stær

  • Grøn stær er en øjensygdom, hvor nervefibrene i synsnerven bliver beskadiget. Det kan bl.a. ske ved forhøjet tryk i øjet.
  • Ved et sundhedstjek hos Louis Nielsen måler optikeren blandt andet trykket i øjnene for at kunne spotte tegn på begyndende grøn stær og andre øjensygdomme. Ved sundhedstjekket tages også et billede af øjets nethinde, som kan vise andre øjensygdomme.
  • Grøn stær viser ofte først symptomer, når øjensygdommen er meget fremskreden og allerede har beskadiget dele af synet, som ikke kan genoprettes.
  • Grøn stær er en af de hyppigste årsager til blindhed i Danmark. Fremskreden grøn stær gør, at områder i synsfeltet forsvinder, så man oplever at få kikkertsyn.
  • Ældre mennesker og personer med nære familiemedlemmer, der har grøn stær, har højere risiko for at udvikle sygdommen.

Gode råd og viden om synstab

Faglige Seniorer har samlet relevant viden til seniorer med begyndende synstab på hjemmesiden synstab.dk.

Her kan du få svar på dine spørgsmål om øjensygdomme og symptomer. Du får også masser af information om dine rettigheder i forhold til øjensygdomme samt tips og tricks til at indrette hjemmet, motionere og bruge digitale hjælpemidler.

Synstab er et samarbejde mellem Faglige seniorer og Dansk Folkehjælp og er støttet af Veluxfonden.

Først publiceret: tirsdag 10. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 17. oktober 2023 kl. 21:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.