Regeringen dropper Arne-plusordning
Regeringen opgiver planerne om omstridt Arne-plusordning. Både seniorpension og Arne-pension fortsætter, erfarer TV2.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Regeringen opgiver planerne om Arne-plusordningen. Det erfarer TV 2 på baggrund af anonyme kilder.
I regeringsgrundlaget lød det, at regeringen ville slå Arne-pensionen og seniorpensionen sammen i en ny, fælles ordning, som statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte Arne-plusordningen.
Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive lagt sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning.
Det ville betyde, at Arne-pensionen sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden.
Til gengæld skulle seniorpensionen afskaffes. Den giver op til 19.700 kroner om måneden og kan samtidig tildeles tre år tidligere end Arne-plusordningen.
Fortsætter
Ifølge TV 2 vil både seniorpensionen og Arne-pensionen fortsætte, selv om regeringen ifølge regeringsgrundlaget egentlig ønskede at afskaffe seniorpensionen.
De tidligere udmeldte planer om at droppe seniorpensionen har mødt hård kritik fra oppositionen, hvorefter regeringen tidligere har erkendt, at det ikke er sikkert, at den har fundet “den perfekte løsning”.
Politisk analytiker Erik Holstein fra Altinget er ikke overrasket, hvis regeringen ender med at droppe Arne-plus.
“Det har ligget i kortene de seneste måneder, at ordningen måtte droppes, fordi den politisk var alt, alt for dyr for Socialdemokratiet, som har et meget stort ejerskab til temaet om tidlig tilbagetrækning,” siger han til Ritzau.
Socialdemokratiets tur
Han peger på, at tal fra Finansministeriet i september viste, at den politiske gevinst ikke stod mål med den økonomiske gevinst, da færre end ventet stod til at trække sig tilbage tidligt.
I Holsteins analyse af regeringens udspil skulle mandag booste meningsmålingerne for Venstre med udmeldte skattelettelser, mens det tirsdag er Socialdemokratiets tur med fokus på mere velfærd i forbindelse med præsentationen af regeringens nye 2030-plan.
“Havde regeringen ikke gjort noget, ville Socialdemokratiet være røget under 20 procent i meningsmålingerne. Omvendt høster man jo ikke en masse politiske point på at opgive nogle ubehagelige planer. Men man undgår måske, at det bliver endnu værre,” siger han.
Mere velfærd i 2030-plan
Regeringens præsenterer tirsdag middag sin 2030-plan, hvor hovedtemaet ventes at blive velfærd.
Mandag oplyste finansministeren til Ritzau, at regeringen vil prioritere 32 milliarder kroner til investeringer i velfærd.
“Vi giver et økonomisk løft af velfærden på ekstra 32 milliarder kroner. Det løft målretter vi blandt andet ældre, børn, sundhed, uddannelse og tryghed,” sagde finansminister Wammen i et skriftligt citat.
Arne og de andre
* I SVM-regeringsgrundlaget lød det, at Arne-pensionen og seniorpensionen skulle slåes sammen i en ny, fælles model. Den blev af statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt en Arne-plusordning.
* Det ville medføre en forringelse af seniorpensionen, som har en ydelse på knap 20.000 kroner om måneden mod den nye Arne-plus på cirka 15.000 kroner.
* Seniorpensionen kan tildeles tre år tidligere end den forbedrede Arne-ordning.
* Efter kritik af planerne om at droppe seniorpensionen har regeringen erkendt, at det ikke er sikkert, at den har fundet “den perfekte løsning”.
* Ordningen om seniorpension trådte i kraft den 1. januar 2020.
* Arne-pensionen, som også hedder tidlig pension, blev indført 1. januar 2022.
* Med seniorpensionen er det mulig at få omkring 20.000 kroner om måneden seks år inden pensionsalderen.
* Men med Arne Plus blev beløbet omkring 15.000 kroner og kun i tre år inden den planlagte pension.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet og Ritzau.
Først publiceret: tirsdag 7. november 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:31