Faglige Seniorers landsformand Mette Kindberg glæder sig over, at ældrechecken forhøjes med 4.800 kroner. Men undrer sig over, at det først vil ske i 2025. Foto: Søren Zeuth

Ældrecheck forhøjes fra 2025

Regeringen vil bruge indtægter fra afgift på flyrejser til forhøjet ældrecheck. Faglige Seniorer undrer sig over, at det først vil ske fra 2025.

Senest opdateret: torsdag 11. januar 2024

Ældrechecken, som knap 300.000 pensionister modtager én gang om året, forhøjes fra 1. januar 2025 med 4.800 kroner

Forhøjelsen finansieres af passagerafgiften og skal bidrage til at forbedre økonomien for folkepensionister med de laveste indtægter og formuer.  

Det fremgår af planer fra regeringen, der blev præsenteret torsdag.

“I regeringen ønsker vi, at alle folkepensionister, uanset tidligere indtægter og formue, får en værdig tredje alder med mulighed for en aktiv tilværelse med børn, børnebørn og venner,” hedder det i udspillet, der blev fremlagt af skatteminister Jeppe Bruus (S).

Ældreminister Mette Kierkegaard (M) mener, at checken vil få flere smil frem hos de pensionionister, der har mindst.

“Når vi forhøjer ældrechecken – og forhøjer den permanent – holder vi hånden under de af vores ældre, der ikke har store formuer og indtægter. Så de, der har mindst, får bedre muligheder for få et ældreliv med lidt flere smil, lidt mere tryghed og lidt mere livsglæde,” siger hun om udspillet.

Det er første gang i 10 år, at der kommer en permanent forhøjelse af ældrechecken.

Ældreorganisation undrer sig

Hos Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer er der glæde over, at regeringen tilgodeser de mest udsatte folkepensionister med en forhøjelse af ældrechecken. 

Men landsformand Mette Kindberg undrer sig over, hvorfor forhøjelsen først kommer til at gælde fra 1. januar 2025.

“Det er godt, at de dårligst stillede pensionister nu kan se frem til flere penge. Men det er ubegribeligt, hvorfor forhøjelsen først sker fra 2025 og ikke allerede fra næste år, når der både i 2022 og 2023 er blevet udbetalt ekstra ældrecheck på 5.000 skattefrie kroner. Hvad er det for forhold, der er ændret i pensionionisternes økonomi, der gør, at regeringen springer et år over? Pensionisterne har brug for de ekstra penge, som forhøjelsen giver – allerede i 2024”, siger Mette Kindberg.

Pensionister bliver overset

Hos Faglige Seniorer er der stor utilfredshed med, at regeringen – i følge Mette Kindberg – overser den store gruppe af pensionister, der ikke modtager ældrecheck, og som heller ikke har mulighed for at gøre brug af de lempelser, der sker for seniorer i arbejde.

“Hovedparten af de mennesker, der i dag er på folkepension, har jo ikke mulighed for at gå i arbejde. Enten fordi det ikke er en fysisk mulighed, eller fordi de ikke kan få et job, når de er oppe i alderen,” konstaterer Mette Kindberg.

“De helt almindelige pensionister kan med god grund føle sig overset, fordi der politisk ingen intiativer er taget for at forbedre deres situation, selv om de også lider under de stigende priser i supermarkedet og fortsat høje udgifter til el og varme. Folkepensionen kan slet ikke følge med, og derfor oplever mange, at deres økonomi bliver ringere og ringere. Uden at politikerne reagererer.”

Ældre har tabt købekraft

I forbindelse med regerigens udspil til en skattereform peger Mette Kindberg på, at “der intet var til pensionisterne”.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

“Det er nu op til de forhandlere på Christiansborg, der har fokus på den ældre del af befolkningen, at bringe pensionisterne i spil. Faglige Seniorer har foreslået en mere retfærdig regulering af folkepensionen. Pensionerne er siden 2020 blev reguleret 7 procent mindre end lønningerne. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at pensionisterne er den befolkningsgruppe, der har haft det største tab af købekraft,” siger Mette Kindberg.

Faglige Seniorer foreslår, at folkepensionen reguleres efter den aktuelle lønudvikling. Og ikke som nu med udviklingen for to år tilbage.

Fakta: Ældrecheck

Knap 295.000 af landets 1.110.000 folkepensionister – svarende til knap hver fjerde – modtager i dag ældrecheck. Den udbetales én gang årligt til folkepensionister, der ikke har en formue på over 99.200 kroner.

Ældrecheckens størrelse afhænger desuden af pensionistens supplerende indtægter. Godt hver femte folkepensionist modtager i dag den fulde ydelse, der i 2023 er på 19.200 kroner.

Læs mere om ældrecheck i Seniorhåndbogen.

Hvad mener du

Hvad mener du om regeringens udspil om at forhøje ældrechecken med 4.800 kroner – men først fra 1. januar 2025?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 9. november 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 11. januar 2024 kl. 13:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.