Historisk bred aftale skal sikre værdig ældrepleje
10 ud af 11 partier står bag aftale om næste års finanslov, hvor der blandt andet er afsat 695 millioner kroner til værdig ældrepleje frem til 2027. "Langt fra nok," lyder det fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Det er flere penge på vej til plejen og omsorg af landets ældre.
Det står fast, efter at regeringen sammen med et historisk bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en aftale for næste års finanslov. Kun Enhedslisten står udenfor.
Aftalen omfatter blandt andet cirka 1 milliard kroner ekstra til den borgernære velfærd, investeringer på det grønne område samt et betydeligt løft af psykiatrien og erhvervsuddannelserne, som lå i regeringens finanslovsforslag.
Aftaleparterne er desuden blevet enige om at prioritere yderligere midler til velfærden, det grønne område og landdistrikter.
Penge til faste teams og velfærdsteknologi
Aftalen indebærer, at ældreområdet styrkes med i alt 695 millioner kroner til en værdig ældrepleje
Pengene fordeles med 150 millioner kroner i 2024, 170 millioner kroner i 2025 og 175 kroner i 2026 og 200 millioner kroner i 2027.
Midlerne kan blandt andet gå til udbredelse af faste teams og udbredelse af velfærdsteknologi.
Inden for den samlede ramme gennemføres en udvidelse af Plejehjemsoversigten, således at den også omfatter hjemmeplejen baseret på allerede eksisterende og indsamlede kvalitetsdata.
Aftalepartierne noterer sig, at regeringen har afsat en reserve til styrket indsats for udsatte ældre på finanslovforslaget for 2024 på 100 millioner kroner årligt i 2024-2027.
Langt fra nok
Hos Danmarks næststørste ældreorgansiation Faglige Seniorer får aftalen en lunken modtagelse.
“Det er fint med ekstra penge til ældreområdet, for det er der sandt for dyden brug for. Og vi skal være glade for det, der sættes af, som medvirker til at forbedre velfærden. Det er et skridt på vejen – men langt fra nok i forhold til de gigantiske udfordringer, vi står overfor i ældreplejen” siger landsformand Mette Kindberg.
Tilfreds ældreminister
Aftalen på ældreområdet får ros med på vejen af ældreminister Mette Kierkgaard (M).
“Jeg er meget tilfreds med, at ældreområdet prioriteres højt i næste års finanslov. Værdighed er et absolut nøgleord i dén ældrepleje, som vi lige nu er i færd med at gentænke fra inderst til yderst,” siger hun.
“Vi skal have pengene ud at leve helt tæt på vores ældre. Der, hvor de virkelig gør gavn. Vi skal sammen med aftalepartierne nu finde ud af, hvordan de gør den største og bedste forskel.”
Ud over de 695 millioner kroner, der afsættes over de næste fire år, støttes også Demensalliancens arbejde med fire millioner kroner kroner årligt i samme periode.
Først publiceret: mandag 27. november 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:28