Disse pensionister får mere udbetalt hver måned
Det nye år skydes i gang med et løft i de månedlige udbetalinger for over 70.000 pensionister, som alle får deres udbetaling hævet med mindst 2 procent
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Det nye år skydes i gang med en ”lønforhøjelse” til pensionister med pension i PensionDanmark.
I gennemsnit er der 5 procent mere i månedlig udbetaling til PensionDanmarks mere end 70.000 pensionister fra januar 2024. 9 ud af 10 får et løft på mindst 2 procent.
”Vi er glade for at kunne give vores pensionister et løft i den månedlige indkomst fra os. Løftet kommer til at gøre en helt kontant forskel for de ældre efter to år præget af global usikkerhed, høj inflation og stigende renter,” siger Flemming Tovdal Schmidt, direktør for Kunder, Kundeservice & IT i PensionDanmark.
Regulering af pensionen
- Udbetalinger fra pensionsopsparinger kan svinge i takt med udviklingen i investeringsafkast og den forventede levetid.
- For at medlemmernes fastholder mest mulig købekraft, planlægges udbetalingerne fra PensionDanmark, så der er plads til at kunne regulere pensionerne år for år.
- Hvert medlem har en individuel buffer til fremtidligere reguleringer tilknyttet til sin opsparing. Den virker samtidig som stødpude for udsving i afkast og ændringer i forventet levetid, så udbetalingerne svinger mindre fra år til år.
- Udbetalingen kan godt blive sat ned, for eksempel hvis store kurstab på de finansielle markeder tømmer bufferen.
Kilde: PensionDanmark
De stigende udbetalinger afspejler, at PensionDanmark planlægger udbetalingerne af livsvarig pension, så de kan ændres i takt med prisudviklingen i samfundet og dermed bevarer købekraften bedst muligt.
Udjævningsmekanisme
Gennem en individuel udjævningsmekanisme afbødes for en del af den påvirkning, som udsvingene på finansmarkederne har på pensionsudbetalingerne.
”Det er vigtigt for os, at vores pensionister bevarer så meget af deres købekraft som muligt gennem hele livet og får afdæmpet udsvingene i udbetalingerne fra år til år. Det handler i bund og grund om tryghed, og det er vigtigt for os alle sammen, men særligt for pensionisterne og deres økonomi,” siger Flemming Tovdal Schmidt.
I januar 2023 blev udbetalingerne i gennemsnit reguleret op med 3,8 procent i forhold til december 2022.
Først publiceret: tirsdag 2. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:25