Onlinekøb: En returpakke er stadig dit ansvar
Det er bekvemmeligt og nemt at handle på nettet, men der er risiko for at komme i klemme, når du modtager pakken, og når du sender varen retur.
Senest opdateret: tirsdag 2. april 2024
Mange af os køber nyt tøj eller en taske hjemmefra på mobiltelefonen.
Knap fire ud af fem danskere mellem 16 og 74 år har handlet online i 2022, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men hvis du ikke kender dine rettigheder og muligheder, risikerer du at komme i klemme, når du handler på nettet. Der kan gå noget galt, både når du skal modtage en pakke, og når pakken skal returneres.
“Det er vigtigt at undersøge og have kendskab til, hvornår du har ansvaret for en pakke som køber,” siger Susanne Aamann, der er forbrugerpolitisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
“En køber overtager ansvaret for pakken, når den er modtaget.”
Det vil typisk være, når pakken er leveret til din adresse eller afhentet af dig i en pakkeshop.
En del af leveringsaftalen
Du kan have accepteret særlige vilkår, som gør, at pakken anses for leveret, når den for eksempel er blevet placeret et sted i din garage.
“Flere fragtselskaber kræver, at du på forhånd giver en fuldmagt, hvor du aktivt giver tilladelse til, at pakken kan stilles et aftalt sted,” siger Susanne Aamann og fortsætter:
“Men hos andre fragtselskaber er det en del af leveringsaftalen, at pakken kan efterlades foran din dør. Og fra det øjeblik er det dig som køber, der har ansvaret for pakken – også hvis den forsvinder efter levering.”
Hun anbefaler, at du læser vilkårene for levering og returnering grundigt, før du handler i en webshop.
Hvis det viser sig, at varen ikke er som forventet, og du vil fortryde dit køb, har du ansvaret for pakken, indtil den kommer helt retur til sælgeren.
“Og det gælder faktisk også, selv om du bruger sælgerens returlabel,” siger hun.
Pas på kostbare pakker
Hvis du skal returnere noget kostbart, der koster flere tusinde kroner, bør du være særligt opmærksom, fordi sælgeren kan nægte at refundere dine penge, hvis returpakken ikke når frem.
Du kan altså risikere at stå uden både varen og de penge, som du har betalt.
Den klare anbefaling fra Susanne Aamann er, at du sætter dig ind i leveringsaftalen for at finde ud af, om fragtselskabet erstatter hele pakkens værdi.
“Hvis du vil bruge sælgerens returlabel, skal du altså spørge sælgeren, hvilken aftale der er med fragtselskabet angående erstatning,” siger hun.
“Hvis varen koster mange penge, kan det være, at det vil give bedst mening for dig at betale for en anden fragtmetode, som har en tilstrækkelig erstatning, hvis pakken bliver væk.”
Reklamation
Der gælder dog andre regler, hvis du skal returnere en pakke, fordi du har reklameret over en vare.
“Hvis varen er defekt eller mangelfuld, og du skal returnere af den grund, er det som udgangspunkt sælgeren, der har ansvaret for returfragten.”
Men det kræver, at du reklamerer over for sælger. Og det vil hjælpe dig i en eventuel tvist, i tilfælde af at pakken ikke når frem, hvis sælgeren har skrevet til dig, at varen skal ombyttes, eller at købet skal ophæves.
Hvis du har mulighed for at aflevere varen i en fysisk butik, vil det typisk være den sikreste form for returnering, siger Susanne Aamann.
Pakken kommer ikke frem til dig
* Hvis en vare, du har bestilt, ikke bliver leveret som aftalt, har du krav på at få alle dine penge retur.
* Kontakt altid webshoppen, og gør det skriftligt, så du senere kan bevise det.
* Hvis du og virksomheden ikke kan finde frem til en løsning, kan du bede din bank lave en såkaldt chargeback, hvis du har betalt med betalingskort. Det betyder, at dine penge bliver tilbageført.
Kilde: forbrug.dk.
Først publiceret: tirsdag 2. april 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. april 2024 kl. 13:26