Fysisk træning er ganske enkelt godt for din hjerne.

Du bliver klogere af at cykle

En tur på cyklen i forårssolen er ikke bare godt for kroppen, men også for hjernen.

Senest opdateret: mandag 15. april 2024

Cykelturen er ikke bare godt for hjertet, men også for hjernen.

Du bliver nemlig mere intelligent, når du suser hen ad cykelstien. Det siger hjerneforsker Troels W. Kjær, der blandt andet forsker i, hvordan motion påvirker intelligensen.

“Når du træner, bliver der i musklerne frigivet nogle signalstoffer, som løber rundt i blodbanen og også op i hjernen, hvor de får hjernen til at lave flere nerveceller og større forbindelser mellem nervecellerne,” siger han og tilføjer: 

“Og når vi har flere nerveceller og flere forbindelser mellem nervecellerne, så har vi mulighed for flere ting: Vi har mulighed for at huske bedre, vi har mulighed for at tænke, og i sidste ende også være mere intelligente.” 

Hjernen skal trænes op

Du skal dog yde lidt, før du opnår gevinsten. Det er ikke nok at cykle 500 meter hver anden dag. Du skal have pulsen op på 80 procent af dit maksimum tre gange om ugen i et vist tidsrum – og helst i intervaller.

Det kan du for eksempel opnå ved at cykle mindst tre gange om ugen i for eksempel en halv til en hel time.

De naturlige stop ved for eksempel kryds gør, at turen bliver en form for intervaltræning, som ifølge Troels W. Kjær er det optimale, når hjernen skal trænes op.

Sådan regner du det ud

Din maks.-puls er cirka 220 minus din alder. Så hvis du er for eksempel 45 er din maks.-puls altså 175 slag i minuttet. 80 procent af det er 140 slag i minuttet, som er det, du så skal have pulsen op på.

Der er dog en usikkerhed på op til 20 slag ved denne formel. Du kan i stedet måle din reelle maks.-puls på for eksempel en kondicykel.

“Man kan godt sige, at man bliver klogere af at cykle, men man skal have pulsen op og lave nogle korte stop en gang imellem, så turen får karakter af intervaltræning,” siger lægen og hjerneforskeren, der selv hver dag cykler ni kilometer til arbejde for at få pulsen op.

Først publiceret: onsdag 10. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 15. april 2024 kl. 10:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.