Faglige Seniorer efterlyser status på situationen i ældreplejen
Der skal laves et status på borgernes, medarbejdernes og de pårørendes oplevelse af ældreplejen. Ellers kan vi jo ikke om nogle år gøre op, om ældrereformen virker, lyder opfordring fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Den nye ældrereform lider af en klar mangel, konstaterer Faglige Seniorers landsformand, Mette Kindberg.
”Når jeg læser aftaleteksten, kan jeg jo godt se, at der skal etableres et tæt samarbejde mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om udviklingen i ældreplejen. Der vil løbende blive evalueret, og efter 5 år skal der så gøre ordentlig status over den reform, der første træder i kraft i sommeren 2025. Men hvordan kan man evaluere, hvis ikke vi kender udgangspunktet. Og det gør vi reelt ikke i dag. Så hvordan vil konstatere, at det går fremad eller tilbage, hvis man ikke kender ældreplejens aktuelle status”, spørger Mette Kindberg.
Aftalepartierne er enige om, at der afsættes 376,1 millioner kroner i 2024 til udbredelse af faste teams.
Regeringen vil sammen med Kommunernes Landsforening årligt følge op på anvendelsen af midlerne samt udbredelsen af faste teams.
Vigtig at følge op hele tiden
Ældrereformen skal del-evalueres efter tre år, mens der efter fem år, skal ske en endelig evaluering.
Evalueringen skal blandt andet have fokus på, om der er opnået den ønskede omstilling i ældreplejen samt om der er opnået den ønskede afbureaukratisering og frisættelse. Der vil også blive fulgt op på borgeres og medarbejderes oplevelse af ældreplejen.
”Det er jeg rigtig glad for, og det er vigtigt at vi hele tiden følger og evaluerer udviklingen. Vi kan alle tælle antallet af lokalplejehjem og følge udviklingen i antallet af bestyrelser, ligesom vi også kan notere os de kommuner, der ikke kan leve op til kravet om der skal være konkurrerende tilbud til de ældre. Men det er jo ikke det samme som at omstillingen virker efter hensigten og tilfredsheden med ældreplejen stiger”, siger Mette Kindberg.
Brug for at tage temperaturen
Det må ikke ende sådan, at vi træffer vores beslutninger på baggrund af uheldige historier i medierne eller myter og rygter og måske antallet af besøg fra det nye ældretilsyn, lyder det fra Mette Kindberg.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
“Derfor er noget af det første, vi må sætte i gang, en undersøgelse af borgernes, medarbejdernes og de pårørendes oplevelse af ældreplejen. Vi har brug for at tage temperaturen i hver eneste kommune, som dokumentation hvordan det går. Så står vi med en fælles analyse af ”rigets tilstand” i ældreplejen.”
Faglige Seniorer skal med ved bordet
For at følge implementeringen af ældreloven i kommunerne, vil partnerskabet “Sammen om ældreplejen” blive videreført.
”Og jeg forventer naturligvis, at Faglige Seniorer som Danmarks næststørste ældreorganisation bliver inviteret med i kredsen, sådan vi hele tiden kan holde vores 260.000 medlemmer orienteret om udviklingen”, siger Mette Kindberg.
Hvad mener du?
Er du enig eller uenig med Mette Kindberg? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: fredag 19. april 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:08