Seniorer har længst til nærmeste butik
Der er langt til købmanden, hvis man er senior og bor på landet.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Det er med at huske mælken, når man handler ind som senior. For der er langt, hvis man skal tilbage for at få handlet det, man ikke fik med.
Seniorer er nemlig blandt de danskere, der har længst til nærmeste butik.
Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget af Danmarks Statistik.
5,2 procent af alle mellem 60 og 69 år har over 5 kilometer til nærmeste dagligvarebutik. Det svarer til over 38.000 danskere.
Også de 70-79 årige skal kridte skoene, hvis de skal afsted for at handle ind.
I den aldersgruppe har 4,7 procent over 5 kilometer til nærmeste indkøbsmulighed, fremgår det af undersøgelsen.
Andelen med langt til købmanden er lavest blandt de 20-29-årige, som ofte er bosat i de store byer.
I alt har 229.000 personer over 5 km til dagligvareindkøb, hvilket svarer til 3,9 pct. af befolkningen.
Kører i bil
Undersøgelsen viser også, at langt hovedparten af dem, der har langt til indkøbsmuligheder, har en bil.
Kun 11 procent – svarende til lidt over 20.000 – var afhængige af at skulle transportere sig med bus eller tog. Desværre var det kun de færreste blandt dem der bor et sted, hvor der er offentlig transport i nærheden.
Bor på landet
9 ud af 10 af alle med over 5 km til indkøb bor i landdistrikter eller i landsbyer med under 500 indbyggere.
Andelen med langt til indkøb er størst i Nordfyn, Samsø og Tønder kommuner.
Først publiceret: fredag 3. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:06