Det er ikke kun fluer og flæskeklannere, som tiltrækkes af affald. Hvepsene er også glade for stykker af kød og fedt og sodavandsrester i dåser og flasker. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Din affaldssortering er en buffet for skadedyr

Skraldespandene, som danskerne sorterer affald i, bliver lynhurtigt grobund for alskens fluer og larver, lyder det fra skadedyrsekspert.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Forårsvarmen er på vej ind over Danmark. Og selv om høje temperaturer lige er sagen for mange danskere, slæber det også problemer med sig.

Affaldsproblemer. For høje temperaturer kombineret med danskernes affaldssortering giver gode vækstbetingelser for klamme skadedyr og insekter, advarer skadedyrsekspert.

“Du skal være meget opmærksom på, at der kan komme mange insekter, som formerer sig rasende hurtigt,” lyder det fra Claus Schultz, der er er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.

Spyfluen bærer bakterier

* Spyfluer sætter sig på madvarer og afføring.

* Når de sætter sig på fødevarer, kan de sprede colibakterier og salmonella, som kan resultere i, at mennesker kan få madforgiftning og andre infektioner.

* Spyfluer kan lægge æg på mangelfuldt tildækkede madvarer. Kød, som er angrebet af larver, nedbrydes hurtigere og bør kasseres.

Kilde: skadedyrsekspert Claus Schultz og lex.dk.

Banafluer, spyfluer og flæskeklannere

Han peger på, at skadedyrene hurtigt bliver tiltrukket af lugte fra madvarer og plastbeholdere af organisk materiale, som eksempelvis plastbakker til kød og metaldåser med makrel.

“Det er ikke i alle kommuner, at låget kan lukke tæt. Blæser det op, og står skraldespandene i varmen og udsender gæring, så er bananfluer eksperter i at finde det. Og de formerer sig rigtig hurtigt,” siger han og peger på, at også spyfluer og flæskeklannere tiltrækkes.

Her vil de så lægge æg i organisk materiale. Ifølge Claus Schultz lægger de mellem 300 og 500 æg per gang. Spyfluers æg, der blot klækkes til larver efter et døgn, er bedre kendt som maddiker, mens klannernes larver kaldes for klannerlarver.

Men du kan afhjælpe problemet, siger skadedyrseksperten, der anbefaler, at du finder haveslangen frem.

“Hver gang skraldespandene bliver tømt, så lægger du dem ned på græsset og spuler dem rene. Så undgår du den sump af væske, som godt kan opbygge sig i bunden,” siger han.

Det bedste råd mod maddiker

Maddiker i skraldespandene er særligt et problem i sommermånederne, hvor varmen giver de bedste betingelser for skadedyrene.

“Det bedste råd er at komme affaldet i en pose, som lukker tæt,” lyder det fra projektleder Carsten Hjort fra Arwos, som blandt andet varetager affaldsopgaver i Aabenraa Kommune.

“Du skal ikke fylde posen for meget, og det samme gælder for skraldespanden, for lukker den ikke tæt, er det nemmere for dyr at komme ind,” siger han og peger på, at det selvfølgelig godt kan være svært at holde dem helt ude.

“Pas også på med bare at droppe en fyldt madaffaldspose ned i en tom beholder. Det kan den altså godt gå i stykker af,” siger han.

Opdager du, at din skraldespand er beskidt, så sørg for, at den bliver gjort ren.

“Brug bare vand og ikke kemikalier. Det handler bare om at få den skyllet,” siger Carsten Hjort.

Er det virkelig varmt, så anbefaler projektlederen, at du sætter dine skraldespande i skyggen.

Først publiceret: mandag 6. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.