"Min farmor var et åndehul i mit ellers meget kaotiske liv”, fortæller Marie Brixtofte om barndommen i et hjem, hvor der blev drukket meget. Foto: Jonas Jensen.

Marie Brixtofte: Mine bedsteforældre blev min redning

Som barn af en far med et voldsomt alkoholmisbrug, blev bedsteforældrene livsvigtige for Marie Brixtofte. “De gav mig den tryghed og omsorg, jeg manglede.

Senest opdateret: tirsdag 21. maj 2024

“Min barndom var kaotisk og utryg. Men hos min farmor havde jeg et helle. Her fik jeg alt den opmærksomhed og omsorg, jeg ikke fik hos min far”.

Sådan fortæller politiker, forfatter og psykolog Marie Brixtofte om, hvilken betydning hendes bedsteforældre havde i hendes barndom.

En barndom, der var stærkt præget af farens alkoholmisbrug. Tidligere borgmester i Farum og nu afdøde Peter Brixtofte.

Bedsteforældre og Fri af Misbrug

Faglige Seniorer samarbejder med foreningen Fri af Misbrug.

Fri af Misbrug er en frivillig social organisation, der yder gratis, landsdækkende og omsorgsfuld rådgivning til forældre, som har problemer med alkohol eller stoffer.

Fri af Misbrug får løbende henvendelser fra bedsteforældre, der er meget bekymrede for både børn, svigerbørn og børnebørn.

Derfor har Fri af Misbrug udviklet projektet ”Det’ Bedste”, hvis formål er at rådgive de mange bedsteforældre, som er pårørende og vidner til familier i mistrivsel på grund af misbrug.

Projektets formål er, at bedsteforældrene får mod på og motiveres til omsorgsfuldt at tale med deres børn eller svigerbørn og henvise dem til Fri af Misbrugs rådgivningstelefon, så familien kan få hjælp, og der kan skabes tryghed for børnebørnene.

Foreningen yder gratis og anonym rådgivning på hverdage kl. 10-14 på tlf. 30 11 12 40

Læs mere om Fri af Misbrug på www.friafmisbrug.dk

“Da jeg var barn, var der altid vin på bordet hos min far. Der stod tomme flasker over det hele, og huset var fyldt af fulde voksne. Det var enormt utrygt. For fulde voksne kan ikke passe på et barn. Så jeg var bange. Og det traume har forfulgt mig hele mit voksne liv, hvor jeg har kæmpet med lavt selvværd, angst og skyldfølelse”, siger hun.

Bedsteforældrene var hendes åndehul

Marie Brixtoftes farmor boede i Luxembourg. Men som lille pige tog hun ofte flyet ned til farmor, og hele sommeren var de sammen i farmorens sommerhus i Vejby.

“Hun var min bedste ven. Min go to. Hun holdt mig i hånden, gav mig varmetæppe på om natten og lavede varme karbade til mig. For mig var hun et magisk helle. Et åndehul i mit ellers meget kaotiske liv”, fortæller Marie Brixtofte, som også har givet sin datter farmorens navn som mellemnavn.

Også mormoren og morfaren spillede en afgørende rolle i Marie Brixtoftes liv.

De boede nemlig lige ved siden af hendes skole i Farum, og derfor kunne hun gå hjem til dem hver dag og slappe af.

“De er ægte hverdagens helte. Det betød så meget for mig, at de var tilgængelige. De var der bare. Når jeg var ensom, havde jeg altid dem. De gav mit liv noget stabilitet, som ellers ikke var der.”

Børnefamilier med misbrug

For at undgå, at så mange børn vokser op i hjem med misbrug og får traumer, er det vigtigt, at vi gør noget, mener Marie Brixtofte.

Hun har længe været ambassadør for Foreningen Fri af Misbrug, som netop giver gratis og anonym rådgivning til forældre med stof- eller alkoholproblemer.

At foreningen ser bedsteforældre som en vigtig ressource og nu også tilbyder dem rådgivning, er Marie Brixtofte meget begejstret for.

“Det er så fantastisk og så vigtigt. Bedsteforældre har meget på spil, fordi de både bekymrer sig om deres børn eller svigerbørn, der har et misbrug, og deres børnebørn, som er i klemme. Samtidig er de tæt knyttet til børnebørnene og spiller en helt afgørende rolle for hele familien. Så det projekt bakker jeg 100 procent op om!”, siger hun.

Ring gratis 

Hvis du kender en forælder, som har problemer med alkohol eller stoffer, kan du altid ringe gratis og anonymt til Fri af Misbrug Familierådgivning på telefon 30 11 12 40 eller SMS til 93 93 01 22

Først publiceret: tirsdag 21. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 21. maj 2024 kl. 23:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.