"Hvis alkoholen eller stofferne fylder meget i en familie og gør nogle kede af det, så er det et problem.," siger Anne-Camilla Nielskov, direktør i foreningen Fri af Misbrug. Foto: Daniel Buchwald.

5 gode råd til dig, der kender en mor eller far, der drikker eller tager stoffer

Se hvordan du som bedsteforælder kan gøre en forskel i børnefamilier, hvor forældrene er misbrugere.

Senest opdateret: onsdag 8. maj 2024

Anne-Camilla Nielskov er direktør i Fri af Misbrug Familierådgivning Anne-Camilla Nielskov.

Her kommer hun med 5 gode råd til jer, der er tæt på en børnefamilie, hvor mor eller far drikker eller tager stoffer.

1 Mærk efter

Det kan være rigtig svært at vide, om der er tale om et misbrug eller ej. For hvor går grænsen mellem normal brug af for eksempel alkohol og så for meget af det? Hos os siger vi, at hvis alkoholen eller stofferne fylder meget i en familie og gør nogle kede af det, så ER det et problem.

Og så kan det være en god ide, at familien får hjælp.

2 Søg viden

Det kan være rigtig svært at vide, hvad du skal gøre, når en drikker eller tager stoffer. Hvad kan du stille op? Hvad er konsekvenserne ved et misbrug- for personen selv og for resten af familien? Hvor får man hjælp? Alle de her spørgsmål er vigtige at få svar på.

Fri af Misbrug Familierådgivning står klar til at give dig gratis viden og støtte, så I sammen kan løse problemet.

3 Find balancen

De fleste er bange for at blande sig i andres problemer. For hvad hvis man risikerer at blive skubbet væk og miste kontakten med familien? At finde den rette balance mellem at hjælpe familien uden at virke anmassende er helt klart rigtig svær. Det er vigtigt at fornemme, om familien overhovedet er åbne for spørgsmål og gode råd.

Hvis I ikke er klar til at tale om problemet, kan du altid holde fokus på børnene og sørge for, at de bliver belastet mindst muligt.

4 Tal med barnet

Vis dit barnebarn, at du er der. At barnet ikke er alene. Skab et trygt rum hvor I kan snakke, så dit barnebarn kan dele sine tanker. Ofte vil barnet tumle med en masse spørgsmål. Hvorfor holder mor eller far ikke bare op? Hvorfor bliver far eller mor så mærkelig nogle gange?

Et barn kan tro, at det hele er deres skyld. Prøv at holde igen med dine egne bekymringer, for ellers kan de blive barnets.

5 Gør noget

Det er altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Og du kan gøre en kæmpe forskel! Det kan være ved at hjælpe med at passe børnene og skærme dem fra misbruget. Men også ved at italesætte problemet, opmuntre, lytte og vise din støtte.

Samtidig kan det måske også være nemmere for dig at opsøge professionel hjælp end for den, der har misbruget.

Ring gratis

Hvis du kender en forælder, som har problemer med alkohol eller stoffer, kan du altid ringe gratis og anonymt til Fri af Misbrug Familierådgivning på telefon 30 11 12 40 eller SMS til 93 93 01 22

Læs mere på www.friafmisbrug.dk

Bedsteforældre og Fri af Misbrug

Faglige Seniorer samarbejder med foreningen Fri af Misbrug.

Fri af Misbrug er en frivillig social organisation, der yder gratis, landsdækkende og omsorgsfuld rådgivning til forældre, som har problemer med alkohol eller stoffer.

Fri af Misbrug får løbende henvendelser fra bedsteforældre, der er meget bekymrede for både børn, svigerbørn og børnebørn.

Derfor har Fri af Misbrug udviklet projektet ”Det’ Bedste”, hvis formål er at rådgive de mange bedsteforældre, som er pårørende og vidner til familier i mistrivsel på grund af misbrug.

Projektets formål er, at bedsteforældrene får mod på og motiveres til omsorgsfuldt at tale med deres børn eller svigerbørn og henvise dem til Fri af Misbrugs rådgivningstelefon, så familien kan få hjælp, og der kan skabes tryghed for børnebørnene.

Foreningen yder gratis og anonym rådgivning på hverdage kl. 10-14 på tlf. 30 11 12 40

Læs mere om Fri af Misbrug på www.friafmisbrug.dk

Først publiceret: onsdag 8. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 8. maj 2024 kl. 15:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.