Selvfølgelig skal ældre ikke diskrimineres. Men det er ikke EU, der skal sørge for lovgivningen i Danmark på det område. Det er Folketinget, lyder det fra Pia Kjærsgaard op til EU-valget.

Dansk Folkeparti: Danmarks ældrepolitik skal ikke dikteres fra Bruxelles

Jeg er tilhænger af at Danmark bestemmer mere og EU mindre, og jeg tror ikke det fjerneste på, at EU kan blive garanten for bedre forhold for ældre, skriver Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Senest opdateret: tirsdag 28. maj 2024

Hvad har EU egentlig gjort for danske ældre indtil nu?

Tjaah…

EU har i hvert fald gjort det mere besværligt at rejse rundt i Europa med indførelsen af det nye blå EU-sygesikringsbevis, der hele tiden skal fornyes. Det gik ellers så udmærket i gamle dage, hvor man kunne nøjes med at tage det danske sygesikringsbevis med sig, hvis man tog en tur ned til sydens sol i Spanien eller måske bare et smut over grænsen for at tage et par rammer øl under armen.

Derfor skal man heller ikke ønske sig, at EU kommer til at blande sig mere i de ældres forhold. Selv det bedste initiativ kan totalt forkludres, når det kører igennem bureaukratiet i Bruxelles.

EU kan ikke garantere bedre forhold

Jeg er derfor heller ikke begejstret for Faglige Seniorers ambitioner om en europæisk ældrepolitik.

Jeg er tilhænger af at Danmark bestemmer mere og EU mindre, og jeg tror ikke det fjerneste på, at EU kan blive garanten for bedre forhold for ældre.

Lige så lidt som EU har været garanten for en stram migrationspolitik eller bedre forhold på de europæiske arbejdsmarkeder. Kun Folketinget kan sikre værdig ældrepleje.

Selvfølgelig skal ældre ikke diskrimineres. Men det er ikke EU, der skal sørge for lovgivningen i Danmark på det område. Det er Folketinget.

Det er Folketinget, der skal sørge for, at den diskrimination, der finder sted på arbejdsmarkedet, hvor seniorer bliver afskediget, ophører – og de statslige styrelser kunne jo starte med at gå forrest.

Vi kan bagefter ikke gøre det om

Ligeledes skal ældre naturligvis have ret til billig mad, offentlig transport og alternativer til digitale tjenester.

Men for at sige det lige ud, så er det rettigheder, der skal sikres i Folketinget – ikke i Bruxelles. For i Dansk Folkeparti tror vi ikke på, at vi skal diktere vilkårene i Grækenland lige så lidt som grækerne skal diktere vilkårene i Danmark.

Hvis man overlader det til for eksempel EU at diktere reglerne for madservice til ældre og offentlig transport, så har vi en gang for alle overladt det til EU, så kan vi ikke selv komme bagefter og sige, at ”den og den beslutning, synes vi ikke lige om”.

Se blot på EU’s beslutning om at reservere en del af barselsorloven til mænd. Det er en beslutning, der indtil videre blot har betydet, at der tages mindre barselsorlov – og børnene bliver ofrene, for de kommer tidligere i vuggestue, end måske godt er.

Tilhænger af høj folkepension

Vi er også imod obligatorisk pensionering i Danmark; men vi vil da langt hellere forbyde det i Danmark end at bede EU om at bestemme det for os.

Ligesom vi da er tilhænger af en folkepension på et højt niveau – vi har netop i vores økonomiske plan lovet 12.000 kroner ekstra skattefrit om året til langt de fleste folkepensionister, og det er fuldt finansieret.

Hvis man beder EU om at lave mindsteindkomstordninger, som Faglige Seniorer ønsker, ja så er der da politikere, der vil synes at den mindsteindkomst skal være maksimumindkomsten?

Dansk Folkeparti er bedste garant

Man skal virkelig passe på, hvad man ønsker sig – og særligt når det gælder EU.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Har EU først overtaget ansvaret for at lave politik på et bestemt område, så kan vi aldrig få magten tilbage. Så jeg vil advare Faglige Seniorer kraftigt mod at ønske sig mere EU-indblanding i ældrepolitikken, som Faglige Seniorer og AGE Platform Europes ønskeliste for en europæisk ældrepolitik er udtryk for.

Jeg lover jer: Et Folketing, hvor Dansk Folkeparti har de afgørende mandater, er tusind gange bedre til at sikre værdige forhold for danske ældre, end EU nogensinde vil blive det.

Er du enig eller uenig?

Hvad er din holdning til Dansk Folkepartis synspunkter om EU og ældrepolitik? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side

3 om Dansk Folkeparti vil støtte…

…. følgene krav og ønsker fra Faglige Seniorer og AGE Platform Europe:

1. Udarbejdelsen af en EU-konvention, der tilgodeser ældres rettigheder?

Dansk Folkeparti ønsker ikke at medvirke til at EU får mere beslutningskraft på flere områder. Vi ønsker mindre EU – ikke mere EU. Vi er af den faste overbevisning at ældres rettigheder varetages bedst af det danske Folketing.

2. Juridiske reformer, der forbyder aldersdiskrimination udover arbejdsmarkedet?

Det er allerede i dag forbudt at diskriminere ansatte på arbejdsmarkedet på baggrund af alder. Vi er udmærket klar over, at det sker alligevel. Derfor appellerer vi også til arbejdsgiverne om at se værdien i ældre ansatte, der med deres erfaring og større viden kan være en værdifuld ressource på arbejdsmarkedet. Heldigvis ser vi trods alt også at flere og flere arbejdsgivere har fået øjnene op for, at seniorer kan være et værdifuldt tilskud til arbejdspladsen.

I Dansk Folkeparti ser vi ingen værdi i, at EU gennemfører lovgivning på europæisk plan. Det vil ikke i virkelighedens verden gøre nogen positiv forskel for vores ældre medborgere. Det gør alene en holdningsændring blandt arbejdsgiverne. Særligt må de offentlige arbejdsgivere gå forrest.

3. Sikring af tilstrækkelige pensioner og mindsteindkomstordninger til ældre?

EU skal ikke bestemme over danskernes pensionsvilkår, hverken i forhold til alder eller pensionsniveauer. Det er et nationalt og overenskomstmæssigt anliggende. Man skal passe meget på, hvad man ønsker sig af indblanding i nationale anliggender fra EU’s side. Erfaringen tilsiger, at EU-lovgivning ofte fører forhold med sig, som man nationalt ikke har noget ønske om at fremme – senest eksempel er at en større del af barselsorloven nu reserveres til mænd på grund af EU.

I Dansk Folkeparti vil vi opfordre til, at ældreområdet forbliver et anliggende for det danske Folketing og kommunerne. De ældre vil ikke have gavn af EU blander sig heller ikke på dette område.

Læs om Faglige Seniorer og AGE Platform Europes krav til ældrepolitik i EU her 

Først publiceret: mandag 27. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 28. maj 2024 kl. 21:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.