61-årig tigger taber sag anlagt mod Danmark
Mand på 61 år har flere domme om tiggeri bag sig. Men Danmark har ikke krænket hans rettigheder, siger domstol.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
En tigger har tabt en sag mod Danmark ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Domstolen slår fast, at den 61-årige mands ret til privatliv ikke blev krænket, da han blev straffet for at tigge på en gågade i København. Artikel otte i konventionen er således ikke overtrådt.
Den 61-årige mand, der er roma, har flere domme for såkaldt betleri bag sig
Klagede over 20 dages fængsel
Han klagede til den internationale domstol i Strasbourg, da han var blevet idømt 20 dages fængsel af Østre Landsret. I straffen indgik, at han tidligere var blevet dømt.
Sagen har været ført af advokat Asser Gregersen. Undervejs i processen har han blandt andet henvist til en anden afgørelse fra Strasbourg. Den angik en 19-årig kvinde, der var blevet straffet for at tigge af Schweiz.
I den sag mente domstolen, at Schweiz havde krænket hendes menneskerettigheder.
Men den 61-årige mand er ikke i en lige så sårbar situation. Tiggeri er ikke hans eneste måde at opretholde livet på, hedder det i afgørelsen.
Kan fortsætte med at tigge
I afgørelsen skriver dommerne også, at der ikke i Danmark er et totalt forbud mod betleri.
Den 61-årige kan stadig tigge, hvis det bare foregår på andre steder end ved supermarkeder, offentlig transport og på gågader, og hvis det ikke er generende for offentligheden, lyder det.
Advokat Asser Gregersen er ikke enig i afgørelsen og vil nu forsøge at gå videre i systemet.
“Umiddelbart er der tale om to helt sammenlignelige situationer, hvor to forskellige afdelinger i domstolen tilsyneladende har forskellige opfattelser. På den baggrund vil vi ansøge om behandling i storkammeret, siger han.
Hvad gør du?
Giver du penge til tiggere? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 13. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 15:59