Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Derfor giver det ikke mening at tage populær pille

Der er ingen sundhedsmæssige fordele ved pillen, som rigtig mange danskere tyr til i deres hverdag.

Senest opdateret: mandag 1. juli 2024

D-vitamin, fiskeolie og multivitaminer er blandt nogle af de piller, vi tager hver dag for at forebygge sygdomme, men sidstnævnte er ikke en nødvendig del af medicinskabet.

Det viser et studie af 400.000 raske voksne, hvor man ikke fandt nogen sundhedsmæssige fordele ved at tage daglige multivitaminer. Det skriver The Guardian.

Her satte forskerne sig nemlig for at undersøge, om daglige multivitaminer reducerede deltagernes dødsrisiko over de næste to årtier.

I stedet for at leve længere viste det sig, at personer, der indtog daglige multivitaminer, var en anelse mere tilbøjelige til at dø i studieperioden sammenlignet med dem, der ikke gjorde.

Det kan skyldes de skader, som multivitaminer kan forårsage, eller en tendens til, at folk begynder på at tage multivitaminer, når de udvikler en alvorlig sygdom.

Danskerne er glade for kosttilskud

Danskernes forbrug af kosttilskud er et af de højeste i Europa. En ny opgørelse af 4-75-årige danskeres brug af kosttilskud i perioden 2011-2013 viser, at det oftest er multivitamin- og mineraltilskud, folk spiser.

Selvom langt de fleste danskere får dækket deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten, er kosttilskud særdeles udbredt i den danske befolkning.

En opgørelse fra DTU Fødevareinstituttet viser, at 6 ud af 10 af os tager et eller flere kosttilskud, selvom der ikke er nogen anbefalinger til den generelle befolkning om at tage kosttilskud.

Fødevarestyrelsen anbefaler kun, at visse befolkningsgrupper tager et tilskud, blandt andre spædbørn, kvinder der planlægger at blive eller er gravide, ældre over 70 år, personer med mørk hud eller tildækkede personer.

Det kan være sundhedsskadeligt

Spørger man Susanne Bügel, der er professor på Københavns Universitet og har forsket i kosttilskud i over 30 år, er der heller ingen grund til at tage vitaminpiller.

Faktisk kan man risikere at få for høje doser af vitaminer og mineraler, hvis man dagligt tager multivitamin – og det kan gå ud over helbredet.

“Det har længe været kendt i fagkredse, at der ikke findes forskning, som viser noget sundt ved at tage multivitamin, hvis man ikke i forvejen er i mangel på vitaminer. I bedste fald er det penge ud ad vinduet, og i værste fald kan det være skadeligt. Så jeg vil fraråde at tage multivitamin,” siger hun til Berlingske.

Først publiceret: mandag 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. juli 2024 kl. 10:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.