Forbrugere kan ikke vide sig sikre på indholdet af kosttilskud, de køber online.

Pas på: Kosttilskud købt på nettet kan snyde

Dansk forsker advarer imod kosttilskud, som man kan købe online. Mange indeholder forbudte stoffer.

Senest opdateret: tirsdag 31. oktober 2023

Er du typen, der tager kosttilskud for at gøre noget godt for dit helbred, bør du være meget påpasselig med dem, du kan købe på internettet.

Det viser en ny undersøgelse, som videnskab.dk skriver om.

Her fremstår det nemlig tydeligt, at kosttilskud, der angiveligt skal hjælpe din krop til at præstere bedre, ofte ikke indeholder det, de reklamerer for.

Faktisk viser det sig, at kun omkring 1 ud af 10 produkter har den rigtige ingrediens i den rigtige dosis, som der står angivet på produktet.

Hvad er et kosttilskud?

Kosttilskud er et tilskud til kosten. De fleste af os kender kosttilskud som vitamin- og mineralprodukter (“multivitaminer” eller “d-dråber”). Kosttilskud kan også være andre typer af produkter, der indeholder en bred vifte af mere eller mindre kendte stoffer eller fødevareingredienser. Det kan være:

  • Forskellige planter eller urter (f.eks. hvidløg eller ginkgo biloba),
  • Oprensede stoffer (f.eks. koffein, omega-3 fedtsyrer eller aminosyrer) eller
  • Andre ingredienser eller stoffer, der er udvundet af planter eller dyr.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Ikke overraskende

Resultatet kommer ikke bag på Morten Hostrup, der er lektor i fysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

“I de fleste tilfælde indeholder produkterne ikke det, de lover – og endda i nogle tilfælde indeholder de forbudte stoffer. Det er heller ikke usædvanligt, at atleter ender med at teste positiv i dopingkontrol efter indtag af kosttilskud købt online,” siger han til videnskab.dk.

Hold dig fra produkterne

Det hænger sammen med, at markedet ikke er særlig velreguleret, så mange gange kan man ikke stole på det, man køber.

Morten Hostrups anbefaler derfor, at man går helt udenom produkterne. Ikke nok med, at de ikke indeholder, hvad de lover, er der også risiko for, at der kan være stoffer i, som ikke er godkendt til brug af mennesker.

Først publiceret: mandag 30. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 31. oktober 2023 kl. 16:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.