Vind bog om nem airfryer-mad
Med en airfryer kan du skrue ned for fedtstofferne i tilberedningen og stadig få sprød, saftig og velsmagende mad.
Senest opdateret: tirsdag 30. juli 2024
Madens verden er tilbage med 100 opskrifter på nem hverdagsmad – nu til airfryer.
Bogen “Madens verden – Airfryer” indeholder alt fra klassiske airfryeropskrifter til hele måltider med kød og grønt, grøntsagstilbehør og brød og kager i airfryer.
“Det har været vigtigt for os at lave en bog med fokus på sundere mad, hvor vi udnytter airfryerens fantastiske evne til at gøre maden sprød uden brug af særlig meget fedtstof,” siger Holger og Katrine Rørby Madsen og fortsætter:
“Vi holder igen med smør og fløde – og skifter det så vidt muligt ud med vegetabilsk fedtstof – for man kan sagtens lave virkelig lækker mad med masser af smag uden smør og fløde,” siger parret.
Om forfatterne
Katrine og Holger Rørby Madsen er begge journalister og har tidligere arbejdet for DR. Det startede som parrets private kogebog, da Holger Rørby Madsen i 2012 begyndte at lægge opskrifterne på den mad, han lavede hjemme i køkkenet, op på et site.
Årsagen var, at hans kone, Katrine Rørby Madsen – som i dag er en del af Madens verden – var irriteret over, at Holger ikke havde skrevet opskriften ned, og derfor aldrig kunne lave samme mad to gange, når noget havde smagt helt forrygende. Sitet blev til madensverden.dk.
Vind bogen
“Madens verden – Airfryer” er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Den vejledende pris er 249,95 kroner og kan købes her.
Lindhardt og Ringhof og Faglige Seniorer udlodder et eksemplar af bogen.
Vinderen er Dorthe Seneka, Dianalund.
Først publiceret: mandag 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juli 2024 kl. 13:23