Er alle omkring dig begyndt at mumle? Så kan det være din hørelse, der skal tjekkes.

Test dig selv: Hører du dårligt?

Er alle begyndt at mumle? Må du skrue op for TV? Måske er det på tide at få tjekket din hørelse.

Senest opdateret: onsdag 28. august 2024

Høretab udvikler sig langsomt med alderen, og derfor kan det være svært at opdage, fordi både du og dine omgivelser vænner jer til situationen.

Omgivelserne er dog ofte de første til at bemærke, at du hører dårligt.

Hørenedsættelse på grund af alder, skyldes ændringer i det indre øre og hørecentrene i hjernen. Det er en naturlig del af aldringsprocessen og kan variere afhængig af arvelige forhold.

Almindeligt med nedsat hørelse som senior

Risikoen for hørenedsættelse stiger med alderen:

  • Ca. 1 % af personer under 18 år har hørenedsættelse.
  • Ca. 25 % af personer mellem 50 og 64 år har hørenedsættelse.
  • Ca. 33 % af personer mellem 65 og 74 år har hørenedsættelse.
  • Ca. 50 % af personer over 75 år har hørenedsættelse.

Det er derfor helt naturligt, hvis din hørelse bliver dårligere med alderen.

Tjekliste: Tegn på hørenedsættelse

Kan du nikke genkendende til nogle af disse tegn:

  • Fortæller dine nærmeste dig, at du ikke hører så godt?
  • Nikker du alt for tit indforstået til noget, du egentlig ikke hørte?
  • Har du svært ved at høre, hvis du ikke kan se ansigtet på den der taler?
  • Synes du, at næsten alle mennesker er begyndt at mumle i stedet for at tale højt og tydeligt?
  • Må du ofte bede om at få det sagte gentaget?
  • Må du skrue op for TV og radio, selvom lydstyrken er høj nok for andre?
  • Er det svært at forstå samtalen i telefonen – måske mest på det ene øre?
  • Har du svært ved at høre i selskaber eller når der er baggrundsstøj?

Hvis du kan nikke genkendende til flere af disse eksempler, er der god grund til at mistænke et høretab, og du bør gøre noget ved det.

Hvad kan du gøre?

Hvis du mistænker, at du har et høretab, bør du kontakte en høreklinik eller en øre-næse-hals-læge for en professionel vurdering.

Jo tidligere du får hjælp, jo bedre vil du kunne håndtere og forbedre din hørelse og livskvalitet.

Et høreapparat fra en offentlig klinik er gratis. Det samme gælder tilpasning, reparation og nye batterier. Høreapparatet bevilges som udlån og skal derfor leveres tilbage efter endt brug.

Der kan være ventetid til undersøgelse på hospitalet. Hvis du har mulighed for at tage til en anden landsdel, kan du måske forkorte ventetiden. Du kan frit vælge det sygehus, som har den korteste ventetid.

Se ventetider på mitsygehusvalg.dk

Først publiceret: fredag 9. august 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 28. august 2024 kl. 14:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.