Inspektion hos ældre kvinde: Rodede i skuffer i soveværelset
Handlekraftig kvinde i 80'erne afslørede falsk serviceinspektør, der rodede i skufferne i soveværelset.
Senest opdateret: tirsdag 3. december 2024
Sent om eftermiddagen fik en ældre kvinde i 80’erne besøg i sit hjem i Solrød af en kvinde, der sagde hun var serviceinspektør i kommunen, og at hun skulle se, om alt i hjemmet var i orden.
Kvinden fra ”kommunen” gik rundt i den ældre kvindes hjem, men da hun gik ind i soveværelset og lukkede døren, fattede den ældre kvinde mistanke til, at noget ikke var som det skulle være.
Hun åbnede døren til soveværelset og så, at kvinden stod og rodede i en skuffe.
Tomme lommer
Den ældre kvinde spurgte den fremmede kvinde, hvad hun havde taget. Hun bad om at se, hvad hun havde i lommer, og kvinden viste, at lommerne var tomme og trak herefter mod køkkenet.
Da hun blev bedt om at vise et hjemmeplejeskilt, sagde hun, at det havde hun glemt og forlod lejligheden i hast.
Umiddelbart var intet stjålet fra lejligheden, men politiet efterforsker nu sagen om forsøg på bedrageri.
Den falske serviceinspektør beskrives som kvinde, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm. Hun er spinkel, hvid i huden om med mørkebrunt hår og opsat i en knold eller lign. Derudover havde hun meget makeup på.
Hjælp med at advare andre
Gør andre opmærksom på risikoen for falske serviceinspektører – del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 2. september 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. december 2024 kl. 18:57