Pensionister i København skal på ferie - betalt af kommunen.

Inspireret af Brixtofte: I dag rejser ældre på ferie betalt af kommunen

Inden årsskiftet vil i alt 60 ældre københavnere have været en tur sydpå med de såkaldte velfærdsrejser.

Senest opdateret: fredag 27. september 2024

Torsdag, rejser det første kuld ældre københavnere på kommunebetalt charterferie til Malaga.

Dermed er politikernes beslutning fra en principaftal for budgettet 2024 i Københavns Kommune nu – efter godt et år – blevet effektueret.

Ved sidste års budgetforhandlinger vedtog man nemlig et pilotprojekt, som skulle give de ældre københavnere mulighed for at veksle kommunale ydelser som madordninger og rengøring til en uges ferie under sydens sol.

Parolen lød, at prisen for en uges ferie var omtrent den samme som en uge på plejehjem. 

Udbygget måde at tænke velfærd

Og nu er det altså blevet til virkelighed, for torsdag morgen går 15 ældre københavnere ombord på et fly mod Malaga fra Københavns Lufthavn.

“Det er første hold, som kommer afsted nu. Vi har brugt en helt del tid på at finde ud af setuppet, for det er jo et pilotprojekt, hvor vi skal danne os nogle erfaringer om de her velfærdsrejser,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) til TV 2 Kosmopol.

I næste uge er det 15 mere, og i alt når 60 ældre afsted før årsskiftet. Til næste år kommer yderligere 60 borgere afsted, oplyser borgmesteren.

“Vi vil gerne fortsætte med at udbygge måden, hvorpå man tænker velfærd. Og det her er et led i det. Vi ved, at mange ældre er ensomme. Og når man er ensom, får man hurtigere et dårligt helbred og får brug for mere pleje fra kommunen,” siger Jens-Kristian Lütken og lægger ikke skjul på, hvor inspirationen til de såkaldte ”velfærdsrejser” kommer fra.

“Vi bygger fuldstændig på det, man gjorde i Farum Kommune i nullerne (hvor den karismatiske Venstre-borgmester Peter Brixtofte gennem en årrække sendte byens ældre på ferier – ferier, der endte med at være en del af sagen mod ham om misbrug af kommunale midler, red.). Der satte man ældre sammen, og så vedblev de at være venner, når de kom hjem,” forklarer Jens-Kristian Lütken.

Prisen for en uge på plejehjem

Ifølge den københavnske borgmester er prisen for en uges ferie per ældre i omegnen af 10.000 kroner – og det er også prisen for en uge på plejehjem i hovedstaden, forklarer han.

“Hvis vi bare kan udskyde plejehjemmet i den anden ende med én uge, så er pengene jo tjent hjem – og hvis der går flere uger, ser regnskabet pludselig rigtig godt ud,” siger beskæftigelsesborgmesteren.

I forbindelse med pilotprojektet med københavnske velfærdsrejser er det i første omgang borgere med et ”lettere plejebehov”, som er blevet tilbudt en tur under sydens sol. Det betyder borgere med rengøringshjælp og madlevering – og ofte ældre tilknyttet et ældrecenter.

Rejserne er lidt dyrere end en almindelig charterrejse, da der også er medarbejdere med fra kommunen, ligesom hotellerne, som de ældre indlogeres på, er hoteller, som er vant til det ældre segment.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Københavns Kommune har flirtet med at sende de ældre sydpå. Allerede i 2001 var Venstre på banen med et forslag, der til forveksling lignede Peter Brixtoftes model fra Farum.

Ingen begejstring hos ældreråd

I Københavns ældreråd er der ikke udelt begejstring for, at ældrehjælp i hverdagen kan skiftes ud med en tur til sydens sol betalt at kommunen.

“Hvis jeg vidste, at hverdagen fungerede rigtig godt for vores ældre borgere, så ville jeg være meget begejstret for det her forslag. Det er desværre ikke tilfældet, siger Lone Skov Al Awssi,” der er medlem af Københavns Ældreråd, til DR.

Hun henviser til brugerundersøgelser og tilsynsrapporter, der viser, at forholdene ikke er, som de skal være, skriver DR.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at Københavns Kommune giver ældre mulighed for at veksle kommunale ydelser som madordninger og rengøring til en uges ferie under sydens sol?

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 26. september 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 27. september 2024 kl. 08:23

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.