Holdbarheden på halloween-græskarret svinger. Det holder sig generelt bedre udenfor i kulden end indenfor i varmen. Det siger Pernille Madsen, der er souschef for enhed for Kemi og Fødevarekvalitet hos Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen advarer om giftige stoffer i græskar

Visse græskar kan indeholde bitterstoffer, der kan gøre både dig og din familie syge, hvis græskaret spises til aftensmad, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Senest opdateret: torsdag 7. november 2024

Når halloween-græskarret har opfyldt sin skæbne som skælmsk pynt foran hoveddøren eller på terrassen, kan det sagtens ryge indenbords i stedet for i skralderen.

Men det er dog vigtigt lige at sikre dig, at det orange ansigt er spiseligt, inden du finder opskriften frem på græskarsuppe.

Ellers risikerer du en slem omgang maveonde, fortæller Pernille Madsen, der er souschef for Fødevarestyrelsens enhed for Kemi og Fødevarekvalitet.

“Du skal smage på et lillebitte stykke af græskarret for at finde ud af, om smagen er mild eller bitter. Hvis smagen er bitter, skal du ikke spise det, for så indeholder græskarret giftige bitterstoffer, som man kan blive syg af,” siger hun.

Helt præcist er der tale om bitterstofferne cucurbitaciner, som kan findes naturligt i græskar og dens slægtninge squash, agurk og vandmelon.

Ved denne smag skal du smide det ud 

Blot en mundfuld af en grøntsag med cucurbitaciner er nok til at forårsage diarré og opkast, få timer efter du har spist det – uanset om det er råt eller tilberedt.

Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen i det hele taget, at du altid sikrer dig, at for eksempel squashen ikke er bitter, før du laver mad med den.

“Avlere er opmærksomme på at dyrke sorter, der ikke har det gen, der gør, at frugterne indeholder bitterstoffer, men i nogle sjældne tilfælde indeholder de dem alligevel,” fortæller Pernille Madsen.

Er dit græskar bittert eller metalagtigt i smagen, rådes du derfor til at smide det ud.

Bitterstofferne kan også være i spil i de små dekorative pyntegræskar, der fås i flere forskellige farver.

“Har du købt et pyntegræskar, skal du være særligt opmærksom på, hvad der står anvist på græskarret, at det kan bruges til, da det kan være uegnet til at spise,” lyder det fra Pernille Madsen.

Kan du læse dig frem til, at pyntegræskarret gerne må smides i gryden eller i ovnen, er det igen vigtigt, at du laver en lille smagstest for at sikre dig, at det ikke smager bittert.

Sådan laver du en god suppe af græskaret 

Derudover lyder anbefalingen, at du vasker græskarrene i rent vand, inden du går i gang med at lave mad af dem.

“Det er et ganske almindeligt råd, vi giver om alle frugter og grøntsager, som handler om hygiejne, altså at du sikrer dig, at de er rene nok til at spise,” understreger Pernille Madsen.

Består halloween-græskarret smagstesten, vurderer Thomas Rønsch Toftdahl, der er faglærer på Hotel- og Restaurantskolen, at det er bedst egnet til at lave suppe af.

“Lav en god græskarsuppe, hvor du lige rister græskarkøddet af i en gryde med noget karry eller andre tørrede krydderier, hæld noget fond eller fløde på, kog det godt tykt, og blend det. Så har du en herlig suppe,” siger han.

Til sidst kan du vælge at tilføje lidt hvidløg for at give ekstra smag.

“Hokkaidogræskarrene er ikke velegnede til ret meget andet end det, fordi de trevler så meget, og så er der ikke specielt meget smag på dem. Men en suppe kan du altid lave af dem,” lyder det fra Thomas Rønsch Toftdahl.

Har græskarret stået med lys i, opfordrer han i øvrigt til, at du skærer det sodede græskarkød væk og smider ud.

Lav ristede græskarkerner

* Gem kernerne fra halloween-græskarret, når du udhuler det, og frigør dem fra det snaskede net, de sidder i. 

* Kog kernerne i en gryde med vand, så de bliver møre.

* Læg kernerne på en bradepande, drys med en god omgang salt, og sæt dem i ovnen.

* Lad dem riste ved 170 grader i 20 minutters tid, til de er godt gyldne, og spis dem som topping på din morgenmad.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, der er faglærer på Hotel- og Restaurantskolen.

Først publiceret: torsdag 24. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 7. november 2024 kl. 13:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.