Professor træner sin hjerne med seks enkle tricks
Disse øvelser holder hjernen i form og styrker både koncentration og hukommelse.
Senest opdateret: tirsdag 5. november 2024
I dag bruger vi Google Maps, kunstig intelligens og søgemaskiner til stort set alt. De digitale hjælpemidler gør livet nemmere, men de kan også gøre os dovne.
Ifølge professor i kognitiv neuropsykiatri Kamilla Woznica Miskowiak kan hjernen nemlig blive “underanstrengt”, hvis vi konstant tyr til lette løsninger. Det skriver tv2.dk.
Hjernen har brug for træning
Ligesom kroppen har hjernen brug for daglig træning.
Kamilla Woznica Miskowiak, der sammen med videnskabsjournalist Charlotte Koldbye har skrevet bogen Hjernegymnastik, forklarer, at vores moderne vaner ofte betyder, at hjernen ikke bliver udfordret nok.
Resultatet? En hjerne, der gradvist mister sin “kondition”.
“Hjernen har brug for at blive trænet, ligesom vi børster tænder hver dag. Det skal være en del af vores daglige rutiner,” siger hun.
For hende er det at navigere uden GPS en simpel metode til at holde sin hjerne i gang.
Små øvelser til hverdagen
Professoren foreslår flere små øvelser, som alle kan prøve.
En af de nemmeste er at droppe indkøbssedlen og i stedet skabe sjove, indre billeder af de ting, man skal købe – jo mere underlige, desto lettere husker vi dem.
“Man kan også træne sin hjerne til at tænke mere positivt. Hold fokus på de gode oplevelser, selvom det kan være svært i begyndelsen,” siger hun.
Ifølge Charlotte Koldbye er det vigtigt at tage beslutninger, der støtter vores fremtids-jeg frem for kun at fokusere på, hvad der er lettest lige nu.
Små succeser kan motivere
Hvis det virker uoverskueligt, anbefaler Kamilla Woznica Miskowiak at starte i det små.
Hjernen elsker succesoplevelser, fordi de udløser dopamin, som øger lysten til at fortsætte med øvelserne.
Små hverdagsøvelser, gentaget mange gange, kan over tid have en positiv effekt på psyken.
“Forskningen viser, at mennesker, der har en stærk kognitiv fitness, ofte klarer sig bedre gennem livets udfordringer, som for eksempel depressioner,” forklarer hun.
Så selv små, sjove øvelser kan styrke hjernen og gøre en stor forskel.
Sådan træner du din hjerne i hverdagen
- Skab indre billeder i stedet for at lave indkøbssedler, når du handler ind.
- Kig på nummerplader og husk dem forfra og bagfra – lav eventuelt øvelserne med dine børn som en leg.
- Tag en ny rute på arbejde uden at bruge Google Maps eller gps.
- Prøv at huske telefonnumre i hovedet.
- Udfordr dig selv ved at bruge nye madopskrifter, der ikke kører på automatik.
- Hvis du har mere tid, er det også gavnligt at lære nye sprog eller lære at spille et instrument – det gavner hjernen og kan mindske risikoen for demens.
Kilde: Kamilla Woznica Miskowiak/TV 2
Først publiceret: torsdag 31. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 5. november 2024 kl. 14:52