"Det er godt, at man nu prioriterer demenssygdomme i sundhedsvæsnet og sætter seriøst ind for at nedbringe de alt for lange ventetider," siger Mette Kindberg, Faglige Seniorer.

Sundhedsreform: Ventetider for demenspatienter skal nedbringes

Med aftalen om sundhedsreform får indsatsen omkring demenssygdomme et ekstra skub. "Godt at indsatsen prioriteres på lige fod med andre kronikersygdomme," siger Mette Kindberg, Faglige Seniorer.

Senest opdateret: tirsdag 19. november 2024

Hvert år får 9.000 danskere konstateret demens. Mange af dem er ældre borgere, og fremover bliver der flere i takt med at vi lever længere.

Demens er en kronisk tilstand, som skaber stor utryghed for den enkelte og demenssygdomme har store konsekvenser for de nærmeste pårørende.

Med aftalen om sundhedsreform, som nu er offentliggjort, får indsatsen omkring demenssygdomme et ekstra skub. 

Ud over partierne i SVM-regeringen er også SF, De Radikale, De Konservative og Danmarksdemokraterne med i aftalen om en sundhedsreform.

Kun hver 5. udredes indenfor 90 dage

Det kræver stadig mere tålmodighed at blive udredt for demens i Danmark.

Kun 18 % af patienter henvist til demensudredning i 2023 blev udredt inden for 90 dage.

Det fremgår af årsrapporten for Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for demens, forkortet DanDem, der blev udgivet i juni..

Kilde: Nationalt Videnscenter for demens

Ventetiderne for udredning skal med reformen skal bringes ned, og der skal gennemføres forsøg med tidlig udredning. Det skal sikre, at demenspatienter får en behandling, som kan styrke deres funktioner og muligheder i dagligdagen.

Flere skal behandles

Der er nogle demenspatienter, som fortsat har brug for specialisereret udredning med adgang til flere specialer og diagnostiske undersøgelser på sygehuse og de forskellige klinikker, der har speciale i demenssygdomme.

Andre grupper kan med fordel færdigudredes hos den alment praktiserende læge. Disse tilbud skal forøges mærkbart, og der sættes nu 123 millioner kroner af til at behandle en større andel af personer med demens.

Sundhedsreformen

Med sundhedsreformen ændres både strukturen, opgavefordelingen og økonomien i sundhedsvæsnet.

Aftalen indeholder også en lang række konkrete initiativer, der bl.a. skal bidrage til, at borgere og patienter får bedre pleje- og behandlingsmuligheder. Det gælder eksempelvis:

  • Mindst 5.000 læger i almenmedicinske tilbud – 1.500 flere end i dag
  • Ekstra uddannelsespladser på medicinstudiet i Aalborg, Esbjerg og Køge
  • Kronikerpakker til mennesker med for eksempel KOL, lænderygsmerter og type 2-diabetes
  • Nye patientrettigheder og mere frit valg, for eksempel ret til hurtig adgang til praktiserende speciallæger og ret til digitale sundhedstilbud
  • Nye sundheds- og omsorgspladser uden egenbetaling
  • Hjemmebehandlingsteams i hele landet
  • Ny folkesundhedslov
  • Fast tilknyttede læger på botilbud
  • Digital Sundhed Danmark, der skal styrke sundhedsvæsnets brug af digitale løsninger og data

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

“Det værste ved demenssygdomme er den usikkerhed og utryghed, som præger patienterne. Derfor er det godt, at man nu prioriterer indsatsen i sundhedsvæsnet og sætter seriøst ind for at nedbringe de alt for lange ventetider. Patienterne med demens får nu rettigheder på lige fod med andre af de store kronikersygdomme,” siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer.

Ud over partierne i SVM-regeringen er også SF, De Radikale, De Konservative og Danmarksdemokraterne med i aftalen om en sundhedsreform.

Styrker tidlig indsats

Aftalepartierne er enige om, at der i 2026 drøftes et konkret oplæg til styrket demensudredning i det almenmedicinske tilbud, Det skal også bidrage til at frigøre kapacitet i de specialiserede tilbud således, at ressourcerne her kan anvendes mere målrettet til personer med behov for specialiserede indsatser.

Aftalepartierne er også enige om, at Nationalt Videnscenter for Demens får til opgave at afprøve en model for styrkede tidlige indsatser i tilknytning til en demensdiagnose.

Det kan blandt andet være med fokus på evidensbaserede kognitiv stimulationsterapi såsom CST (Cognitive Stimulation Therapy), træningsindsatser, proaktive forebyggende indsatser i forhold til fysisk og mental sundhed til mennesker med demens mv. Indsatsen skal ske som led i de patientrettede forebyggelsestilbud.

Faglige Seniorer: Skru op for ambitionerne

Nationalt Videnscenter for Demens får til opgave at udvikle et koncept og afprøve dette lokalt udvalgte steder i landet. Der skal udarbejdes en vidensafdækning af forsøget med henblik på, at der eventuelt kan arbejdes videre med erfaringerne fra projektet i en større skala.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

“Demenssygdommen er trods den store udbredelse ikke særligt udforsket, og der mangler helt sikkert mere viden, som kan hjælpe til både med forebyggelse og til at give patienterne den rigtige behandling, siger Mette Kindberg.

Hun mener dog, at den økonomiske satsning på demensområdet ikke helt er i mål med behovet.

“Det bliver først fra 2030, at der bliver afsat en større permanent økonomisk ramme til indsatsen. I forhold til udbredelsen af demenssygdommen, så er det ikke særligt ambitiøst,” siger hun.

Demensvenligt Danmark

11 organisationer – her i blandt Faglige Seniorer – er gået sammen for at skabe et mere inkluderende, åbent og trygt Danmark for mennesker med demens.

  • 90.000 danskere over 60 år lever i dag med demens.
  • 400.000 er nære pårørende til en person med demens.
  • 200 forskellige demens-sygdomme er registreret – Alzheimers er den mest udbredte.
  • To tredjedele af alle beboere på plejehjem har demens.
  • Hver femte dødsfald skyldes demens.
  • Over 140.000 forventes at lide af en demens-sygdom i 2040.

Læs mere om Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark på bevægelsens hjemmeside – KLIK

Først publiceret: fredag 15. november 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. november 2024 kl. 08:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.