Fredag 31. januar bliver årets ældrecheck udbetalt.

300.000 får i dag ældrecheck på op til 25.700 kroner

Næsten 300.000 pensionister får udbetalt forhøjet ældrecheck fredag 31. januar.

Senest opdateret: lørdag 1. februar 2025

Der bliver ekstra at gøre godt med for op til 300.000 folkepensionister i dag.

31. januar udbetales årets ældrecheck, hvor det maksimale beløb i år er forhøjet med 5.000 kroner. Det betyder, at folkepensionister kan få en ældrecheck på op til 25.700 kroner før skat.

Det er et flertal i Folketinget med regeringen i spidsen, der har vedtaget en permanent forhøjelse af ældrechecken.

“Det betyder meget for mig, at vores ældre borgere – særligt de 300.000 pensionister som har mindst – får en værdig alderdom. Nu kommer der en økonomisk håndsrækning efter nogle hårde år med rekordhøj inflation. Det betyder forhåbentlig lidt færre økonomiske bekymringer, når man står over køledisken i supermarkedet, eller når regninger skal betales.,” lyder det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. 

Det afgør om du kan få

For at modtage ældrechecken skal man være folkepensionist og have en personlig tillægsprocent højere end nul.

Jo højere den personlige tillægsprocent er, desto mere kan du få udbetalt i ældrecheck.

For at modtage ældrecheck skal du og din eventuelle ægtefælle/samlever have en samlet likvid formue pr. 1. januar, der er under 103.100 kroner.

Hvis I er et par, som begge opfylder betingelserne, får I begge to en ældrecheck.

Du skal ikke søge om ældrecheck.

Hvis du er berettiget, bliver ældrechecken automatisk udbetalt til din NemKonto.

Vær opmærksom på, at der er en grænse for udbetaling af ældrecheck, og derfor bliver beløb under 200 kroner ikke udbetalt.

Forskudsopgørelsen

Udbetaling Danmark anvender din forskudsopgørelse til at beregne din tillægsprocent og dermed størrelsen på din ældrecheck.

Hvis du ændrer forskudsopgørelsen efter 8. januar 2025, vil ændringerne ikke komme med i beregningen af din ældrecheck, men først når din pension bliver gjort op næste år.

Hvis din forskudsopgørelse ikke er korrekt, kan det betyde, at du eventuelt har pension til gode eller skal betale penge tilbage, når Udbetaling Danmark hvert år tjekker, om du har fået den pension, du have ret til året før. 

Du kan læse mere om ældrecheck i Seniorhåndbogen.

Likvid formue

Det tæller med som formue, når du er pensionist

Når man skal opgøre din formue, kigger man på:

  • Hvor meget du har stående på din bankkonto (dog kan dine indtægter fra folkepension, ATP udbetalt 31.12 trækkes fra)
  • Værdien af aktier, obligationer, investeringsbeviser og andre værdipapirer
  • Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom

Det kaldes samlet din likvide formue.

Dette tæller ikke med i din likvide formue

  • Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom
  • Fast ejendom
  • Bil
  • Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke
  • Erstatning for ulykke eller sygdom
  • Opsparing hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmarkedspension, aldersopsparing og lignende pensionsordninger

Læs mere om formuegrænsen her

Først publiceret: tirsdag 21. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret lørdag 1. februar 2025 kl. 23:04

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.