Nyt kort gør det nemt at se, om dit tag er egnet til solceller
En ny kortløsning på sologvindinfo.dk viser, hvor solindstrålingen er størst, så bygningsejere nemt kan tage det første skridt mod at få etableret solceller.
Senest opdateret: torsdag 30. januar 2025
På hjemmesiden sologvindinfo.dk kan man nu få overblik over, hvor meget sollys der rammer forskellige tagflader i Danmark.
Det nye kort er baseret på Danmarks højdemodel og tager højde for blandt andet vejrdata, skyggekast og tagets hældning.
“Bygningsejere får et nyt værktøj, der nemt og hurtigt udpeger, hvor de med fordel kan begynde de nærmere undersøgelser af et konkret solcelleprojekt. Dermed bliver det enklere at finde ud af, hvor solceller på taget mest effektivt bidrager til den grønne omstilling,” siger Stig Uffe Pedersen, vicedirektør i Energistyrelsen.
Kortet kan dog ikke vise, om en bygning rent teknisk kan bære et solcelleanlæg, eller om der er kommunale regler, der kan begrænse opsætningen.
Derfor vil det altid være nødvendigt at lave en konkret vurdering, inden man går videre med projektet.
Solceller vinder frem
De seneste år er der kommet langt flere solcelleanlæg i Danmark. Siden udgangen af 2020 er den samlede solcellekapacitet næsten tredoblet.
Solceller på tage udgør i dag omkring en tredjedel af den samlede solcellekapacitet i landet.
Fordelen ved at opsætte solceller på tagene er, at man udnytter eksisterende arealer, som ellers ikke bliver brugt til andet. Samtidig kan solcellerne levere grøn strøm til byerne, hvor energibehovet er stort.
Den nye kortløsning kan være en hjælp til de mange bygningsejere, der overvejer at investere i solenergi.
Vil du se, om dit tag har potentiale for solceller, kan du besøge sologvindinfo.dk.
Overvejer du at få solceller på taget?
Først publiceret: torsdag 30. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 30. januar 2025 kl. 12:34