Hundredtusindvis af danskere lever med en hjernesygdom som depression, søvnforstyrrelser eller demens.

Ny forskning: Mere end hver tredje har en hjernesygdom – sådan forebygger du

Hundredtusindvis af danskere lever med hjernesygdomme som depression, demens og søvnforstyrrelser, viser ny forskning fra Aarhus Universitet. Men en sund livsstil kan mindske risikoen for at udvikle disse sygdomme.

Senest opdateret: torsdag 6. februar 2025

Ifølge et nyt studie lever 35,2 procent af danskerne med en hjernesygdom – en stigning fra 33,2 procent i 2015.

Men hvorfor ser vi denne stigning?

Ifølge hovedforfatter på studiet Cecilia Hvitfeldt Fuglsang, der er ph.d. ved Institut for Klinisk Medicin og læge på Aarhus Universitetshospital, kan én af årsagerne være, at danskerne lever længere og dermed også længere med deres sygdomme.

“Formentligt bidrager ændringer i befolkningens alderssammensætning og større opmærksomhed på psykiske lidelser til stigningen. Samtidig har COVID-19-pandemien muligvis ført til færre diagnosticerede tilfælde, da adgangen til sundhedsvæsenet var begrænset,” forklarer hun.

Uændret overdødelighed

Studiet viser også, at personer med hjernesygdomme har fem gange højere risiko for at dø inden for et år sammenlignet med personer uden hjernesygdom.

Den høje dødelighed har ikke ændret sig siden 2011, selv om behandlinger af visse hjernesygdomme er blevet bedre.

“Vi havde forventet, at overdødeligheden ville falde. Men desværre er den uændret,” fortæller Cecilia Hvitfeldt Fuglsang.

Sådan kan du forebygge hjernesygdomme

Selvom nogle sygdomme har en genetisk faktor, viser forskning, at livsstil spiller en stor rolle.

Her er nogle af de vigtigste råd til at holde hjernen sund:

  • Motionér regelmæssigt: Fysisk aktivitet styrker blodcirkulationen og mindsker risikoen for demens. En gåtur på 30 minutter om dagen kan gøre en stor forskel.
  • Spis sundt: Middelhavskost med grøntsager, fisk, fuldkorn og sunde fedtstoffer beskytter hjernen og mindsker betændelsestilstande.
  • Sov godt: Søvn er afgørende for hjernens restitution. Stræb efter 7-8 timers sammenhængende søvn hver nat.
  • Hold hjernen aktiv: Læs bøger, løs krydsord, spil skak eller lær noget nyt – det styrker de kognitive funktioner.
  • Undgå stress: Langvarig stress kan skade hjernen. Meditation, mindfulness og sociale aktiviteter kan hjælpe med at reducere stressniveauet.
  • Vær social: Samvær med venner og familie styrker den mentale sundhed og forebygger depression.

Fakta om hjernesygdomme

Hjernesygdomme dækker både over neurologiske og psykiatriske lidelser. Nogle af de mest udbredte hjernesygdomme er:

  • Depression (rammer 13,5 procent af danskerne)
  • Søvnforstyrrelser (rammer 13,5 procent af danskerne)
  • Demens
  • Stroke (blodprop eller blødning i hjernen). 
  • Neurodegenerative lidelser. 

Kilde: Aarhus Universitet

Først publiceret: torsdag 6. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 6. februar 2025 kl. 11:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.