
Flere personer over 65 år tager til koncerter og kunstudstillinger
En ny stor undersøgelse fra Danmarks Statistik giver et unikt indblik i, hvordan seniorer bruger kulturtilbud som museer, koncerter og kunstudstillinger.
Senest opdateret: fredag 7. marts 2025
Gennem de seneste årtier har Danmarks Statistik fulgt danskernes kulturvaner, og i den seneste undersøgelse fra 2024 er der særligt fokus på kultur uden for hjemmet.
En af de interessante konklusioner er, at seniorer over 65 år oftere går til klassisk koncert end de yngre generationer. Derimod er det de unge under 35 år, som oftest går til rytmiske koncerter.
Museer tiltrækker seniorer i storbyerne
Kulturoplevelser som museumsbesøg er særligt populære blandt seniorer i storbyerne.
I kommuner som København, Gentofte og Lyngby-Taarbæk har hele 80 procent af borgerne været på museum det seneste år.
I mindre byer og landkommuner er tallet lavere. Det kan hænge sammen med, at museerne ofte ligger tættere i de store byer, hvor der også er flere kulturtilbud generelt.
Flere kvinder end mænd går til koncert og kunstudstilling
Når det gælder kunst og koncerter, er kvinderne lidt flittigere gæster end mændene.
I 2024 havde 56 procent af kvinderne over 65 år været til koncert eller kunstudstilling inden for det seneste år, mens andelen blandt mændene lå på 52 procent.
En af de mere overraskende resultater i undersøgelsen handler om, hvordan barndommens oplevelser præger kulturvanerne senere i livet.
Seniorer, der blev taget med på museum eller i teatret som børn, er nemlig langt mere tilbøjelige til at bruge kulturtilbud i voksenlivet. Denne tendens gælder uanset uddannelsesniveau.

Det økonomiske spiller også ind
Selvom mange seniorer har stor glæde af kulturtilbud, er der også en gruppe, som fravælger dem.
Den mest almindelige årsag er, at interessen simpelthen ikke er der. Men for koncerter nævner mange også, at billetterne er for dyre. Andre svarer, at de er “mere til at blive hjemme”.
Undersøgelsen giver også et glimt af, hvordan seniorernes medievaner har ændret sig.
I 2012 læste hele 87 procent af danskerne trykte aviser. I 2024 var det tal faldet til blot 21 procent. Til gengæld læser næsten alle nyheder digitalt.
Hvordan bruger du selv kulturtilbud?
Først publiceret: fredag 7. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 7. marts 2025 kl. 13:05