Musikeren Benny Holst er blandt andet kendt for sin indsats som arbejdersanger.
Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Benny Holst 85 år: Protestsangeren med hjertet til venstre

Med afsæt i en folkelig sangtradition blev Benny Holst en af venstrefløjens kendte stemmer i 1970'erne, hvor han skabte sig et navn som indigneret sangskriver.

Senest opdateret: fredag 21. marts 2025

Benny Holst blev en af de store skikkelser, da musikken var venstreorienteret, og musik handlede om at kæmpe for små mennesker, der blev klemt og glemt.

I en menneskealder godt og vel har trubaduren, sangeren, tekstforfatteren, komponisten og kabaretskuespilleren Benny Holst dermed været en af venstrefløjens velkendte stemmer.

21. marts fylder han 85 år.

Han voksede op hos sin mormor, der var hjemmesyerske og altid sang til arbejdet. Og han gik ud af skolen efter 7. klasse og kom i lære som grafisk retouchør.

Men musikken trak, og i 1950’erne dukkede han op på musikscenen som jazzklarinettist.

Musikerkarrieren tog fart sammen med Povl Dissing og beatgruppen The Beefeaters. Siden fulgte samarbejder med andre af tidens koryfæer som Trille, Niels Tuxen, Anders Koppel og Hugo Rasmussen.

Socialistisk kunstnerkollektiv

Et stigende politisk engagement bragte ham også i kontakt med forfatteren og samfundskritikeren Jesper Jensen, som i 1971 bad ham skrive musik til nogle af sine tekster. Det blev til pladen “Den første maj”.

Samarbejdet resulterede i dannelsen af det socialistiske kunstnerkollektiv Agitpop og flere lp’er, blandt andet “Rejsende i musik”, “Historien om Jenny” og “Lærlingesange”.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Hør “Lærlingesange” (1973) her

Op igennem 1970’erne var Benny Holst med i en række kabareter sammen med Arne Würgler, Trille og Anders Koppel.

Og i 1985 blev han medlem af Mogensen-holdet, der i en årrække turnerede landet rundt med forestillingen “Så længe mit hjerte slår – en nat med John Mogensen”.

Holst har også medvirket i flere teaterstykker, blandt andet i 1998 i Svalegangens forestilling “220 Waits” som en hyldest til den amerikanske sanger Tom Waits.

Modtager Oskar Hansen-Prisen

Det politiske gled med tiden i baggrunden, hvilket høres på de mere eftertænksomme hverdagsskildringer på den selvbiografiske cd fra 2004, “Himlen må vente”.

Cd’en, der var Benny Holsts første i eget navn i 23 år, blev den store vinder ved folkemusikkens Danish Music Awards i 2005.

Tre år senere markerede han sit 40-års jubilæum som professionel musiker med cd’en “Sepiadage”. Den indbragte ham prisen som årets sangskriver ved DMA i Folk i 2009.

Siden 2004 har Benny Holst optrådt i triosammenhæng med guitaristen Jacob Rathje og violinisten Martin Andersen.

For sin indsats som arbejdersanger blev han i 1999 den første modtager af Oskar Hansen-Prisen.

Benny Holst dannede i ti år par med forfatter Bente Hansen, som han fik to børn med.

Ønsk tillykke

Du kan ønske tillykke til Benny Holst – og fortælle om din yndlingssang – på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 21. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 21. marts 2025 kl. 16:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.