
Får millioner i støtte: 7 kommuner vil oprette lokalplejehjem
I løbet af blot en uge har syv kommuner søgt Ældreministeriets pulje til omlægning eller oprettelse af lokalplejehjem. I alt er der i år afsat 33 millioner kroner.
Senest opdateret: onsdag 9. april 2025
Der er millioner af kroner på vej i støtte til foreløbig 7 kommuner, der har søgt en ny pulje hos Ældreministeriet til at oprette en ny type plejehjem: Lokalplejehjem.
Med en ny lov fik kommunerne 1. januar 2025 lov til at oprette lokalplejehjem med kommunalt ejerskab, hvor en professionel lokal bestyrelse står for driften, mens kommunen står for visitation og finansiering.
Ligesom på private plejehjem vil være mulighed for at beboerne kan foretage tilkøb.
Minister: Fantastisk
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) finder det “fantastisk, at så mange kommuner allerede i år har mod på at gå i gang med en helt ny type plejehjem, hvor man giver magten over den daglige drift til medarbejdere, ledere og lokale kræfter.”
“Det vil betyde, at flere ældre får mere at vælge imellem, når det gælder deres sidste bolig. Jeg er sikker på, at det giver mulighed for at skabe nogle skønne og trygge plejehjem med rig inddragelse af pårørende, frivillige, det lokale erhvervsliv og andre organisationer,” siger hun.
I år er der afsat 33 millioner kroner i udviklingsstøtte til nye lokalplejehjem.
Der er ikke sat navn på de syv ansøger-kommuner, men Køges borgmester Marie Stærke (S) har tidligere meldt, at Køge Kommune arbejdede med planer om at oprette lokalplejehjem.
Frikøb af medarbejdere
Kommunerne kan søge et fast tilskud på fire mio. kroner, som blandt andet kan bruges til frikøb af medarbejdere til planlægning, lave beslutningsoplæg og dække kortvarige udgifter til IT og HR i forbindelse med opstarten.
Midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og ansøgningerne skal nu behandles af Social- og Boligstyrelsen, som står for administrationen af puljen på vegne af Ældreministeriet.
I alt er der afsat godt 100 millioner kroner i perioden frem til og med 2027, så interesserede kommuner vil også kunne søge de kommende to år.
Ansøgningsfristen for at søge midlerne i år er 6. november.
Først publiceret: tirsdag 8. april 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 9. april 2025 kl. 15:40