
Pas på når du hæver penge: Opsøgt og overtalt til at udlevere dankort og kontanter
Ældre mand var i banken for at hæve penge. Efterfølgende fik han opringning fra "bankmand" om fejl - og blev overtalt til at udlevere sit dankort og penge.
Senest opdateret: onsdag 9. april 2025
Svindel rammer nu også ældre, der hæver penge i banken.
Det må en ældre mand fra Holbæk bittert erfare.
Han var om formiddagen i sin bank for at hæve penge. Efterfølgende blev han ringet op af en “mand fra banken” som sagde, at der var sket en fejl, så bankmanden ville komme til den ældre mands adresse for at hente hans hævekort.
Afleverede også de hævede penge
Omkring klokken 16 dukkede en mand op hjemme hos den ældre mand, som blev overtalt til at udlevere både dankort og de penge, som han havde hævet.
Heldigvis fik han Han havde efterfølgende fået hjælp af en bekendt til at spærre sit kort.
Den falske bankmand havde også forhørt sig, om den ældre mand havde andre værdier i form af smykker eller malerier, men det havde han ikke.
Gerningsmand omkring 50 år
Den ældre mand beskrev den falske bankmand som:
Mand, cirka 50 år, 180 cm, spinkel af bygning og dansk af udseende og tale.
Vidner som har set den beskrevne mand og eventuelt et køretøj omkring Skriverensvej i Holbæk tirsdag eftermiddag bedes ringe til politiet på 114 med oplysninger i sagen.
Politiet opfordrer: Smid røret på
Politiet opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Først publiceret: onsdag 9. april 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 9. april 2025 kl. 11:02