Faglige Seniorers lokale afdelinger og mere end 600 faglige klubber kan risikere at blive udsat for svindel.

Politiet advarer: Foreninger udsat for telefonsvindel

Telefonsvindlere har fået en række foreninger til at overføre store beløb. Det har ramt flere idrætsklubber, men også Faglige Seniorers foreninger er udsat.

Senest opdateret: torsdag 10. april 2025

Politiet og idrætsorganisationen DGI sender en advarsel til alle foreninger om at være ekstra vågen over for telefonsvindel.

Det sker, efter at flere foreninger har mistet større beløb, i forbindelse med at telefonsvindlere har manipuleret frivillige – som for eksempel kasserer – til at overføre penge fra foreningens konto.

Desuden opfordres foreninger nu til at undlade at oplyse kasserens telefonnummer på foreningens hjemmeside for at reducere risikoen.

Forening franarret over en million

28. marts berettede DGI, at en frivillig person i Lystrup IF Gymnastik og Fitness ved Aarhus havde været udsat for telefonsvindel.

Svindlerne franarrede personen over en million kroner, der er forsvundet fra foreningens bankkonto.

“Vi må nu sande, at der er tale om mere systematisk svindel målrettet foreninger, og vi skal gøre alt, vi kan, for at undgå det her,” siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen.

Politiet advarer kasserer

Hos politiet har man ikke før set den form for svindel mod foreninger.

Det siger Kresten Munksgaard, der er leder af afdelingen for Forebyggelse, Analyse og Digital Patruljering hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

“Vi har tidligere advaret foreninger, mod svindlere, der på mail udgav sig for at være formanden, men nu er svindlerne begyndt over telefonen at udgive sig for at være fra banken eller politiet. Derfor er der god grund til at advare kasserer og andre med adgang til foreningens bankkonto, siger Kresten Munksgaard.

Faglige Seniorer: Vær ekstra opmærksom

Også Faglige Seniorers lokale afdelinger og mere end 600 seniorklubber kan – som hos DGI – risikere at blive udsat for svindel.

“Vi har hørt om flere tilfælde, hvor foreningens kasserer og formand har fået opkald, hvor de blev bedt om at overføre penge. Men svindlen lykkedes ikke. Vores folk var skeptiske, og afsluttede opkaldene,” oplyser direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed

Han opfodrer til øget opmærksom i foreningerne på telefonopkald, der virker mistænkelige.

“Det gælder opkald, der tilsyneladende er fra politiet, banken eller anden myndighed. Udvis sund skepsis, læg røret på og ring selv til banken, politiet eller myndigheden for at få verificeret opkaldet, inden den udbetales noget som helst beløb,” lyder rådet fra Palle Smed.

Download flyer til opslagstavlen:

Politiet opfordrer: Smid røret på

Politiet opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.

Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.

Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.

Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.

 

Først publiceret: mandag 7. april 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 10. april 2025 kl. 09:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form
  • This field is for validation purposes and should be left unchanged.