
Kickstart tomaterne med banan og gamle æg
Dybe huller og en god omgang gødning skaber gode levevilkår for tomatplanterne i drivhuset eller køkkenhaven.
Senest opdateret: mandag 19. maj 2025
Kimen til at høste hjemmedyrkede smagfulde tomater lægges i maj, hvor det er tid til at få planterne i jorden – enten i drivhuset eller i køkkenhaven.
For at give tomaterne de bedste forudsætninger for at trives handler det om at plante dem dybt og give dem en god omgang gødning.
Det fortæller Yen Frydensberg Egebak, som står bag den nye bog “Din guide til fantastiske tomater” og selv dyrker over 500 kilo tomater på en nedlagt fynsk æblegård, hvor hun og hendes familie er selvforsynende med grøntsager året rundt.
“Tomater er nogle sultne vækster, så de skal have noget at leve af,” fastslår hun.
Du kan enten gå traditionelt til værks og købe et gødningsmiddel, hvor du blot følger anvisningerne på pakken, eller du kan kreere din egen helt naturlige gødning.

En slags madpakke
Yen Frydensberg Egebak gøder blandt andet med banan, træaske og æggeblommer.
Konkret laver hun ved hver tomatplante et dybt hul i jorden, hvori hun lægger en hel banan, en håndfuld ren træaske og et gammelt, råt æg. Denne blanding tilfører både kalium, magnesium, fosfor og calcium til planten. Alle sammen næringsstoffer, der styrker tomaternes vækst.
“Det er en slags madpakke, du graver ned under tomaten, og kombinerer du det med et græs- eller jorddække oven på jorden, så vil plantens rødder selv optage de næringsstoffer, den har brug for.”
“På den måde behøver du ikke at gøde resten af sommeren,” forklarer Yen Frydensberg Egebak, der også nævner kaffegrums, hønsemøg, tang og brændenældevand som mulige naturlige gødninger.
Hun understreger dog, at du ikke skal gøde med æg, hvis du bor et sted, hvor der er problemer med rotter, da du ellers risikerer at tiltrække dem.
Madpakkemetoden virker også kun, hvis det er muligt at grave dybt ned i jorden.

Det kan du også gøre
Har du tomater i plantekasser, kan du i stedet benytte dig af brændenældevand. Det laver du ved at lægge en god portion brændenælder ned i en spand med vand.
Dæk spanden til, og lad blandingen trække i tre dage. Herefter får du en koncentreret nældesaft, som du blander op med vand i forholdet en til ti, som du kan vande tomatplanterne med.
Samme metode kan man anvende med vand tilsat bananskræller og planten kulsukker.
“Det er en meget nænsom måde at gøde på, hvor man ikke skal være bange for at give dem for meget,” siger Yen Frydensberg Egebak.

Giv dem selskab af andre planter
Uanset om tomatplanterne får hjemme i plantekasser eller direkte i jorden, anbefaler hun, at de får selskab af andre planter, så blomster og grøntsager pibler op mellem og nedenunder tomatplanterne.
“Fordelen er kæmpestor, fordi alle de forskellige rødder i jorden modvirker, at der kommer et for stort skadedyrs- eller sygdomstryk på tomatplanterne. Jo større biodiversitet, der er over jorden, jo flere forskellige mikroorganismer findes i jorden, og det har en beskyttende effekt,” fortæller hun.
Blomster som tallerkensmækkere og morgenfruer er for eksempel smarte, fordi de tiltrækker svirrefluer, hvis larver med glæde mæsker sig i bladlus og på den måde hjælper blomsterne med at holde den plage nede.
Få mest ud af tomatplanten
* Når tomatplanterne får gang i væksten, sætter de nye sideskud.
* Fjerner du løbende sideskuddene, undgår du, at planten udvikler sig til en stor busk. I stedet bruger den sin energi på at producere flere tomater. Dermed får du et større udbytte.
* Sideskuddene behøver du ikke smide ud. De kan nemlig bruges til at skabe nye tomatplanter.
* Sæt blot sideskuddene i vand, eller plant dem direkte i jorden – så har du en fin lille ny tomatplante.
Kilde: Yen Frydensberg Egebak, forfatter til bogen “Din guide til fantastiske tomater”.
Først publiceret: mandag 19. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. maj 2025 kl. 09:26