De såkaldte ja tak-tilbud er populære på sociale medier.

Sådan fungerer “ja tak”-tilbud – og det skal du vide, før du skriver med

De fristende tilbud på sociale medier kan hurtigt føre til misforståelser om, hvad man egentlig forpligter sig til. Her er, hvad du skal være opmærksom på.

Senest opdateret: mandag 2. juni 2025

De fleste har nok set dem – opslag på Facebook, hvor den lokale brugs eller slagter skriver, at du kan købe en stor flæskesteg eller en kasse jordbær til en særlig god pris.

Alt, du skal gøre, er at skrive “ja tak” i kommentarfeltet.

Den form for tilbud har bredt sig de seneste år og bruges især af butikker, der gerne vil gøre opmærksom på særlige partivarer eller skabe kontakt til kunderne online.

Et uforpligtende klik? Ikke altid

Selvom det virker uformelt, kan et “ja tak” faktisk betyde mere, end mange tror.

I nogle tilfælde bliver det betragtet som en egentlig bestilling – afhængigt af hvordan opslaget er formuleret og hvilke regler, der gælder for aftaler mellem forbrugere og butikker.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det ikke altid entydigt, om man har indgået en bindende aftale:

“Når du takker ja, har du så indgået en bindende aftale med butikken – hvor du fx er forpligtet til at hente varen, og hvor butikken forpligter sig til at have fx flæskesteg til en bestemt pris klar til alle, der har takket ja? Det er lidt en gråzone at afgøre,” forklarer seniorjurist Martin Bruun-Houmølle i en artikel på taenk.dk.

Det handler også om respekt

Hos flere dagligvarekæder fortæller man, at tilbuddene som regel fungerer godt, men at det også skaber udfordringer, når kunder siger ja, men ikke dukker op. Det kan føre til madspild og frustrerede medarbejdere.

Derfor er det en god idé kun at svare ja, hvis du virkelig ønsker varen og har tænkt dig at hente den.

Juridisk set befinder “ja tak”-tilbuddene sig i en gråzone. Men du behøver ikke være bange for at bruge dem, så længe du tænker dig om.

Skriv først ja, når du er sikker på, at du vil købe det, og læs opslaget grundigt, så du ved, hvad du siger ja til.

Først publiceret: mandag 19. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. juni 2025 kl. 10:34

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.