Pas på: Billeje i ferien kan blive dyrere end aftalt
Mange danskere bliver presset til at købe ekstra forsikringer, når de henter lejebilen i udlandet. Forbruger Europa advarer nu, hvor feriesæsonen er begyndt.
Senest opdateret: tirsdag 9. juni 2026
Sommeren er over os og mange danskere skal igen leje bil i udlandet.
Men bilen kan ende med at blive langt dyrere end den pris, der blev aftalt hjemmefra.
Forbruger Europa modtog i 2025 rekordmange klager over billeje i udlandet. Antallet af klager steg med 35 procent.
Et af de problemer, der fylder mest, er ekstra forsikringer. Mange danskere oplever, at de bliver presset ved skranken, når de skal hente bilen i andre EU-lande.
“Alt for mange danskere oplever, at de bliver presset til at købe ekstraforsikringer ved skranken – også selvom de allerede er dækket. Det er et problem, vi ser igen og igen,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.
Skal købe ekstra forsikring
Mange bestiller lejebilen hjemmefra. Ofte er der allerede en forsikring med i aftalen.
Alligevel oplever flere, at de først ved afhentning får at vide, at de skal købe en ekstra forsikring for at få bilen udleveret.
Det kan gøre en billig billeje væsentligt dyrere.
Ifølge Forbruger Europa handler mange klager om ekstraregninger og uforudsete betalinger. Det kan være forsikringer, gebyrer, skader, depositum eller andre beløb, som forbrugeren ikke havde regnet med.
Problemet opstår ofte, fordi vilkårene ændrer sig, når kunden står ved skranken. Mange føler sig presset til at acceptere nye betingelser, fordi de står i udlandet og har brug for bilen.
“Ved booking gennem portaler opstår der ofte forvirring, fordi både formidleren og udlejeren tilbyder forsikringer, hvilket kan føre til, at forbrugerne ender med at betale for dobbelt dækning uden at få en reel ekstra sikkerhed,” siger Lars Arent.
Kan være dækket i forvejen
Forbruger Europa peger på, at mange allerede kan være dækket gennem kreditkort eller rejseforsikring.
Derfor bør man tjekke sine forsikringer, før man rejser.
Det gælder især, hvis bilen er booket gennem en portal, hvor både portalen og biludlejeren kan forsøge at sælge forsikringer.
I nogle sager oplever forbrugere ifølge Forbruger Europa, at de reelt bliver afvist, hvis de ikke accepterer den ekstra forsikring.
“Vi ser eksempler på, at forbrugere reelt bliver tvunget til at købe en forsikring, de ikke har brug for som betingelse for at få bilen udleveret. Det kan gøre en billig billeje til en dyr fornøjelse,” siger Lars Arent.
Skriv under med forbehold
Forbruger Europa anbefaler, at man holder hovedet koldt ved skranken.
Man bør medbringe en udskrift af sin booking, tjekke at pris og vilkår passer, og aldrig skrive under på noget, man ikke forstår.
Hvis man føler sig presset til at skrive under for at få bilen udleveret, kan man skrive under “under protest”.
Det betyder, at man tydeligt skriver på kontrakten, at man ikke er enig i vilkårene.
Forbruger Europa foreslår for eksempel formuleringen:
“Signed under protest – additional insurance not accepted voluntarily”.
Det kan styrke sagen, hvis man senere vil klage.
Tag billeder af bilen
Forbruger Europa anbefaler også, at man tager billeder og video af bilen både ved afhentning og aflevering.
Det gælder alle sider af bilen, eventuelle skader, kilometertal og brændstofmåler.
Man bør også gemme lejekontrakten og alle dokumenter, man skriver under på.
Ved aflevering er det bedst at aflevere bilen i åbningstiden, så den kan gennemgås sammen med udlejeren. Bed om en slutrapport med underskrift, hvis det er muligt.
Efter hjemkomsten bør man holde øje med sin bankkonto.
Hvis biludlejeren trækker et beløb, man ikke er enig i, skal man reagere hurtigt og skriftligt. Man bør samtidig kontakte banken og høre om mulighederne for kortindsigelse.
Det skal du huske før billeje i udlandet
Tjek om du allerede er dækket gennem kreditkort eller rejseforsikring.
Læs lejeaftalen, før du skriver under.
Medbring et internationalt kreditkort. Et Visa/Dankort bliver ikke altid regnet som kreditkort i udlandet.
Brug helst samme kreditkort ved booking og afhentning.
Tag billeder og video af bilen ved afhentning og aflevering.
Skriv under “under protest”, hvis du bliver presset til en forsikring, du ikke ønsker.
Gem alle dokumenter.
Hold øje med bankkontoen efter ferien.
Overvej at leje gennem et firma, der er medlem af ECRCS, så du har bedre muligheder for at klage, hvis noget går galt.
Har du lejet bil i et andet EU-land, Island, Norge eller Storbritannien, kan du få gratis vejledning hos Forbruger Europa, hvis du ikke kan finde en løsning med biludlejeren.
Læs mere hos Forbruger Europa HER
Først publiceret: tirsdag 9. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. juni 2026 kl. 21:50