
Ældrelov: Kommune klar med ny model for helhedspleje
Sønderborg er klar med en ny model, hvor hjemmehjælpen tilpasses den enkeltes ældres liv og hverdag.
Senest opdateret: mandag 9. juni 2025
Når ældreloven træder i kraft 1. juli, skal ældreplejen i Danmark tage et stort skridt væk fra standardløsninger og i stedet møde den enkelte ældre med fleksible, individuelle løsninger.
I Sønderborg Kommune er man allerede godt i gang.
Byrådet har netop godkendt en ny forløbsmodel for helhedspleje, der skal sikre en mere sammenhængende og meningsfuld indsats for ældre borgere.
Modellen består af fem forskellige forløb, som alle tager udgangspunkt i den ældres livssituation, ønsker og behov – og som har et stærkt fokus på rehabilitering og samarbejde med både pårørende og lokalsamfundet.
“Det kræver mod og fleksibilitet at bevæge sig væk fra faste procedurer og i stedet møde borgernes individuelle motivation og ønsker,” siger Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget i en pressemeddelelse fra kommunen.
“Det gode liv for borgerne er vores primære mål, og jeg er glad for, at vi kan præsentere en model, der virkelig sætter borgeren i centrum,” siger Stefan Lydal.
Medarbejderne får frihed til faglighed
Ældreloven handler ikke kun om at give borgerne mere selvbestemmelse – men også om at frigøre medarbejdernes faglighed.
I stedet for at følge stive regler og tidsstyring, skal hjemmeplejens ansatte nu i højere grad bruge deres sunde fornuft og viden til at vurdere, hvad der giver bedst mening i den enkelte situation.
“Hjemmeplejens rolle er ikke automatisk at tage over, men at støtte borgeren i at finde egne løsninger. Med de nye forløb bliver medarbejdernes faglighed i langt højere grad bragt i spil, og det kommer både borgerne og medarbejderne til gode,” siger Preben Storm, næstformand for udvalget.
“Det kræver tillid til vores dygtige medarbejdere og ledere tæt på borgerne.”
Ingen ændringer i serviceniveau – men mere fleksibilitet
Sønderborg Kommune understreger, at serviceniveauet ikke bliver forringet. I stedet bliver det mere fleksibelt og tilpasset individuelt.
Det betyder, at to borgere med samme behov ikke nødvendigvis får samme løsning – fordi livssituationer og ønsker kan være forskellige, lyder det.
Den nye forløbsmodel har været sendt i høring hos både Handicaprådet og Ældrerådet, der bakker op om tiltaget.
Der vil blive udarbejdet informationsmateriale til borgere og pårørende, og både kommunal og privat hjemmepleje bliver omfattet af de nye rammer.
Sådan er de 5 forløb
Forløbsmodel for helhedspleje efter ældreloven i Sønderborg Kommune:
- Forløb 1: Hjælp til rengøring.
- Forløb 2: Let støtte med meget få og korte besøg ugentligt. Eksempler kunne være hjælp til indkøb udover rengøring eller hjælp til bad.
- Forløb 3: Moderat støtte, herunder både personlig pleje og praktisk hjælp med flere, men ofte korte, besøg ugentligt.
- Forløb 4: Betydelig støtte, både personlig pleje og praktisk hjælp, med mange besøg ugentligt, ofte daglige besøg på forskellige tider af døgnet af længere varighed.
- Forløb 5: Intensiv støtte, både personlig pleje og praktisk hjælp, med flere daglige besøg hele døgnet af længere varighed og eventuelt med en ekstra hjælper. Fx sengeliggende borgere.
- Tillæg: Anvendes, hvor der er behov for intensiv støtte, der leveres som tillæg til forløb 5 hos særligt plejekrævende borgere.
Først publiceret: fredag 23. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. juni 2025 kl. 18:12


